Yellow udvider staben med to kreative seniorfolk, Peter Dalgas og Jacob Engberg.
Peter Dalgas kom i sommer hjem fra Los Angeles, hvor han tog til i 2015 efter at være stoppet som partner og creative director hos Umwelt.
Årsagen til, at han tog til USA, var at hans kone havde fået et job som marketingdirektør hos Carl Hansen & Søn i USA.
I de to år, Peter Dalgas var i L.A. udviklede han sammen med fire andre partnere sportsapp’en Atleto, som han stadig er partner i og som drives videre af Patrick Lundgren med udgangspunkt i New York.
”Vi havde to fantastiske år og jeg fik en del learnings om, hvordan det er at bygge digitale projekter op fra bunden – og på et fremmed marked, men min kone skulle nu igen bruges på Carl Hansen & Søns hovedkontor og vi savnede også Danmark, så det passede os fint at komme hjem efter to år,” siger Peter Dalgas.
Jacob Engberg kommer fra et job som senior art director hos Black Rabbit og er hos Yellow ansat i samme stilling. Derudover har han en fortid i Lego og hos BBDO.
CEO Søren Sachs siger om ansættelserne:
”Vi har længe ledt efter de helt rette kompetencer til at styrke vores i forvejen stærke kreative leverancer. Med Jacob og Peter får vi to meget selvkørende medarbejdere, der med solide track-records kan arbejde med store komplette kampagner og kunder, der kræver et integreret overblik på samtlige platforme”.
Yellow har i alt 35 ansatte i København og Oslo, hvoraf knap halvdelen arbejder i den kreative afdeling under kreativ direktør og partner Jacob Bruun.