De færreste havde for få år siden forestillet sig, at rigmanden Donald Trump skulle blive en seriøs kandidat til præsidentembedet i USA. Heller ikke Eva Ebbensgaard og August Laustsen, som i forbindelse med deres uddannelse – Kreativ Kommunikation, DMJX – lavede et onlinespil med utrolige Trump-citater gennem tiden.
Spillet med titlen ’Trump or False’ er nu blevet overraskende aktuelt, og de to unge kreative har derfor relanceret den lille quiz, hvor Trumps udtalelser blandt andet er sat over for diverse superskurkes ditto. Og det kan, må Bureaubiz sande, være svært at skelne.
”Vi lavede spillet for to år siden i forbindelse en idéworkshop på studiet, fordi Trump jo allerede dengang havde nogle vilde udtalelser. Nu er han præsidentkandidat, og vi vil gerne vise, hvad det er for nogle uhyggelige ting, manden faktisk siger,” lyder det fra Eva Ebbensgaard.
Eva Ebbensgaard og August Laustsen har vundet talentprisen DIA Future i både 2015 og 2016. I sidste måned var de i London, idet deres mappe var blandt de 20 udvalgte i den internationale talentkonkurrence, Cream.
Og Trump-spillet var blandt de kreative arbejder, som høstede anerkendelse fra dommerne – 50 kreative direktører fra verdens førende bureauer.
”Det var en vildt god oplevelse og lidt af et selvtillidsboost, at folk ville i kontakt med os efterfølgende. Man er jo spændt på at skulle vise sin portfolio til så mange mennesker, men vi fik fed feedback, og dommerne endte med at sidde og gennemgå næsten alle spørgsmålene i Trump-spillet,” fortæller Eva Ebbensgaard.
De to er hhv. 23 og 24 år gamle og færdiggjorde deres uddannelse i sommer. I dag er de på Konstellation & Republicas kreative hub, React.
”Vi har jo travlt på bureauet, men håber alligevel at få tid til vores eget også, og vi kommer nok ud med nogle nye ideer på et senere tidspunkt,” varsler Eva Ebbensgaard.