Kreativt bureau åbner pub sammen med Carlsberg

Peter Engholm
25@mail.dk

Et nyt koncept – gastropubben Bar Jacobsen – promoverer Carlsbergs husbryggeri i forening med københavnsk restauratør.

Det kreative bureau Wonderland og restauratøren Søren Haahr står bag nyt barkoncept i samarbejde med Carlsberg-brandet; Husbryggeriet Jacobsen.

Konstellationen gik sidste år i gang med at udvikle et bar- og restaurant-koncept – en gastropub ved navn Bar Jacobsen, der ligger i København, nærmere bestemt på toppen af Illum som en del af den relativt nye foodcourt.

Bar Jacobsen udtrykker Carlsbergs ønske om et sted, hvor de hurtigt og effektivt kan teste deres produkter af i det rette miljø. Et miljø, hvor de er i øjenhøjde med forbrugeren, og som er med til at skabe den tilsigtede forbrugeroplevelse.

Jonas Bjarkow, Senior Marketing Manager, fra Carlsberg, siger:

”Bar Jacobsen er et sted, hvor folk kan møde de populære specialøl fra det lille husbryggeri Jacobsen på de rigtige præmisser. Både hvad angår servering og viden om øllene. Vigtigst af alt er det et sted, hvor vi kan give folk en god øl og mad oplevelse.”

Kvalitet er et bærende element i Jacobsens brand-identitet, og den skulle også integreres i udviklingen af Bar Jacobsen-konceptet.

Creative Director Simon Nygaard fra Wonderland uddyber:

”Vi har ønsket at skabe en hyggelig og afslappende atmosfære med en løsning, hvor vi har kombineret Jacobsens brand-identitet med en enkel skandinavisk tilgang til interiør. Derfor finder du mange visuelle referencer, ligesom planter spiller en stor rolle i rummet, bl.a. i form af den otte meter lange plantevæg. Der kan trods alt ikke brygges øl uden planter.”

Selv om øl spiller den centrale rolle på Bar Jacobsen, har det også været vigtigt at sætte den rette menu til stedets gæster. Derfor har den erfarne, restauratør Søren Haahr – der også driver Nose2tail Madbodega og Meat & Seafood i Kødbyen, København – stået for maden, som er et økologisk bud på et hurtigt og smagfuldt alternativ til en klassisk frokost.

”Vi er vilde med Jacobsens stil, som passer godt til os og vores nye sted, hvor vi bl.a. serverer charcuterie og fish n’ chips. Retter, der går perfekt i spænd med specialøllene fra Jacobsen,” siger Søren Haahr.

Jonas Bjarkow, Carlsberg, tilføjer:

”Vi kan se, at viden omkring øl og sammensætning af øl og mad er en af de vigtigste forudsætninger for at servere øl til maden for danskerne. De fleste ved, at man kan servere en hvidvin til forretten og en rødvin til hovedretten. Men hvilken øl, der går godt til burgeren eller bøffen, har de fleste helt glemt, selv om øl i mange tilfælde er at foretrække. Her kan vi gøre en forskel sammen med de andre initiativer, vi laver på øl og mad, særligt med Jacobsen.”

Carlsberg og Wonderland har tidligere arbejdet sammen om interiorprojekter. Senest i Parken, hvor Wonderland både har designet Carlsbergs VIP lounge, samt den store bar og spisesal: Hall of Carlsberg.

Wonderland, som også specialiserer sig inden for produktdesign og visuel identitet, har ligeledes udviklet interiør løsninger for bl.a. Vega.

”Carlsberg har førhen været glade for Wonderland samt deres forståelse for at forene brandidentitet og lækkert design med funktionelle og langtidsholdbare løsninger. Derfor faldt valget på dem – og vi er endnu en gang meget tilfredse med resultatet,” siger Jonas Bjarkow.