Kreativt univers udviklet af kvinder til kvinder

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Lingeri-kæde med vokseværk går på tv. Bureauet har hjulpet bredt med at etablere den landsdækkende kæde.

Det er ikke mange måneder siden, at Wunderwear valgte Livingbrands til at skabe en ny kommunikationsplatform. Det var i hvert fald sådan det lød i december.

Det viser sig dog, at samarbejdet rakte længere. Dengang var der 10 butikker – nu er der 26 og Livingbrands har været involveret i en række af de forretningsstrategiske områder, som er relevante i forbindelse med etableringen af en landsdækkende kæde.

Endvidere er kædens identitet og profil på tværs af alle platforme nu kortlagt og implementering er i fuld gang.

Med 26 butikker er det tid til for alvor at forsøge at gøre sig landskendt, og det skal en tv-satsning hjælpe med.

Kvinderne er naturligt nok omdrejningspunktet for kommunikationen – men den kvindelige indflydelse er bragt videre.

Kontaktdirektør Camilla Nordqvist fortæller, at der er udarbejdet et univers af kvinder til kvinder. Der er ikke tale om en feministisk retning, men en stærk kvindelig indsigt, som selvfølgelig også skal eksekveres med en feminin hånd.

“Den kreative platform er udviklet af kvinder, og da vi ville sikre os det kvindelige touch hele vejen igennem, var det vores krav, at instruktøren også var kvinde. Vi valgte Signe Wilstrup som bl.a. er kendt som Danmarks bedste fotograf, da vi var sikre på, at hun kunne sikre os et feminint univers,” siger Camilla Nordqvist.

Wunderwears strategi bygger på en forventning om, at markedet vil byde på en konsolidering på antallet af butikker – til gengæld skal der ske et stigende salg i den enkelte butik.