Krisesnak på web-bureau: Lidt svagere vækst

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Fremgang på både top- og bundlinie – men ikke så meget som normalt. Adapt-direktør er dog tilfreds.

Fokus på e-handel har været givtig for web-bureauet Adapt i en krisetid.

“Jeg tror i hvert fald, at det er en af faktorerne, der gør, at vi kommer ud med vækst. E-handel handler om at skabe salg, og det har passet godt til tidernes ugunst,” siger adm. dir. Kresten Wiingaard, Adapt.

Han peger videre på, at bureauet har været med siden 1998.

“Så vi har allerede gennemlevet flere samfundskriser, og jeg tror, at kunderne i usikre tider godt kan lide erfaring”, siger Kresten Wiingaard, som på baggrund af den generelle krise erklærer sig tilfreds med regnskabet. Selvom bureauet har været vant til større vækstrater i de foregående år.

Han fremhæver, at en udskiftning af økonomistyringssystemet har kostet på bundlinjen, og at man alene på den konto vil opleve et bedre resultat i år. Derfor lyder forventningerne til 2010 på en fremgang i bruttoavance på 10 pct. og en forbedret bundlinje på 20 pct.

Bureauets forretningsmodel handler om at tilbyde kunderne alt lige fra en webstrategi til e-handel, implementering og kommunikationen omkring initiativerne.

Nøgletal for Adapt

  • Bruttoavance 14,217 mio. kr. +12,7 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 888.563 kr. +12,7 pct.
  • Lønandel 63 (65)
  • Resultat af primær drift 1,483 mio. kr. +20,2 pct.