Kunde & Co har landet mobil-selskab

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Et nordjysk lavprisselskab vil nu blande sig mere i konkurrencen og gør det med en større kampagne.

Det nordjyske mobilselskab, M1, konkurrerer på markedet for lavpris-selskaber, men har hidtil ikke arbejdet meget systematisk og samlet med sin markedsføring.

På bureausiden har man arbejdet på ad-hoc basis alt efter opgavens karakter.

Nu går man dog i luften med en samlet tænkt markedsføring for første gang, og her har man hyret Kunde & Co til at løseopgaven.

“Konkurrencen og kommunikationen på mobilmarkedet er intensiv. Vi har behov for at puste nyt liv i vores brand og skabe en endnu skarpere profil. Her har Kunde & Co overbevist os om, hvordan den opgave skal løftes,” fortæller adm. direktør i M1 Mads Peter Veiby.

M1 er ejet af Telmore, der er ejet af TDC. Telmore har også arbejdet med Kunde & Co, så derfor var det naturligt for M1 at søge den vej.

Det er dog ikke nødvendigvis sådan, at selskabet fremover kun vil arbejde med Kunde & Co.

“Lige nu er Kunde & Co vores samarbejdspartner, men vi har hidtil været glade for at have en fleksibilitet i forhold til at vælge bureau – alt afhængig af opgavens karakter. Og det princip har vi ikke på nuværende tidspunkt forladt,” siger marketingchef, Bo Abrahamsen.

Resultatet af samarbejdet kan ses allerede i denne uge, tv, online og print. Der er tale om bl.a. en række testimonials, som kan ses her.