Det digitale bureau Subseros adm. direktør Kristoffer Hamborg har været i spidsen for bureauet siden 2010 og var for 16 år siden med til at stifte bureauet.
Men fra 1. februar stopper han og forlader bureaubranchen.
Han er nemlig blevet headhuntet til at arbejde for bureauets største kunde, Volkswagen.
Fra 1. februar skal Kristoffer Hamborg være direktør for E-business og digital vækst hos Semler Distribution, der er det overliggende koncernselskab for Volkswagen, Audi, Seat, Skoda, Porsche m.fl.
”Det har ikke været nogen let beslutning, for jeg har nydt alle mine 16 år i Subsero, men jeg har fået et af den slags tilbud, man kun får én eller to gange i sit arbejdsliv. Og da biler er en af mine store passioner, er det fantastisk at få mulighed for både at arbejde i dybden og bredden hos den absolut førende bilgruppe i Danmark,” siger Kristoffer Hamborg.
Ny adm. direktør er ikke ny
Den nye adm. direktør for bureauet er overhovedet ikke ny.
Det er nemlig Stig Andersen, der var adm. direktør på bureauet i perioden 2001-2010 og som var medstifter af bureauet.
”For at sikre en så smidig overgang som muligt har vi besluttet, at det er mig, der tager over lige nu. Når det er sagt, har jeg også så meget selvindsigt, at jeg ikke vil kalde mig ’fremtidens mand’ i en alder af 51. Derfor skal vi også på lidt længere sigt have fundet 1-2 stærke profiler, der vil være med til at fastholde og udbygge vores position på markedet som The Customer First Agency. Men her på den korte bane koncentrerer vi os om… ja, Customer First,” siger Stig Andersen.
Hentydningen med at finde 1-2 profiler, er en invitation til, at man er åben overfor at finde en der kan tage posten som strategidirektør, som Stig Andersen indtil videre selv beholder.
Subsero er ikke ’sure’ på deres kunde, over at de har hugget ikke bare en medarbejder, men selveste direktøren, og kunden selv ser heller ikke nogen årsag til at ændre på samarbejdet.
”Vi forventer en fortsat øget digital tilgang, og her er Subsero fortsat en væsentlig del af at lykkedes med at være attraktive over for forbrugerne,” siger marketingchef Michael Stein fra Volkswagen Personbiler.
Subsero har knapt 20 medarbejdere og fremadrettet fire partnere: Stig Andersen, Martin Askhøj Nørgaard, Torben Rohde, Jacob Karne. Bestyrelsformandsrollen ændres samtidig fra Stig Andersen til Martin Askhøj Nørgaard.