Kunde shopper mellem jyske bureauer

Peter Engholm
25@mail.dk

Zupa Recommended har hentet en kunde, der sidste år lå hos Envision, og siden da har ligget hos et Esbjerg-bureau.

OPDATERET: Dayz Resort er Danmarks største privatejede kæde af ferieresorts – alle otte, indtil videre, af slagsen beliggende i Jylland. Og det gælder også kædens bureau.

Envision havde kunden og fik skudt en enkelt kampagne af i foråret 2010, før end man vendte tilbage til Esbjerg-bureauet Kirk & Holm. Og nu – med en ny adm. direktør og marketingchef – er man landet hos et tredje bureau – stadig med jyske rødder i form af landets største reklamebureau: Zupa Recommended (der har kontor i både Aarhus og København).

Zupa Recommended får bl.a. til opgave at styrke Dayz Resorts’ tilstedeværelse i diverse digitale medier, uden der nødvendigvis siges farvel til de øvrige annonceplatforme.

“Hele vores måde at tænke salg og marketing på er blevet vendt på hovedet i forhold til tidligere, og vi er kommet frem til forskellige muligheder for at høste nogle lavthængende frugter. Lad os endelig begynde samarbejdet med nogle succeser,” siger koncerndirektør Martin Dyrholm, Dayz Resorts, i en pressemeddelelse.

Målet med at ændre fokus i marketingindsatsen er grundlæggende at øge antallet af gæster, fra de nuværende 500.000, der årligt besøger et af de otte feriecentre, Dayz Resorts driver.

Det skal bl.a. ske ved at øge belægningsgraden på hverdage og generelt uden for ferieperioder.

Et af midlerne er seks forskellige koncepter rettet mod hver sin målgruppe – det være sig lige fra familier, par, seniorer til erhvervskunder. De skal videreudvikles, og kendskabet til dem skal blive bedre.

“Dayz Resorts har tidligere satset primært på annoncer, og der er klart et uforløst digitalt potentiale. Hen ved 80 pct. af alle beslutninger om rejser og ferie involverer på den ene eller den anden internettet, hvorfor det giver yderst god mening at optimere Dayzʼ digitale tilstedeværelse. Der skal genereres mere trafik til hjemmesiden, og mængden af konverteringer skal øges. Den skal være mere salgsorienteret,” siger direktør Jannek Bejtrup, Zupa Recommended.

Samtidigt med det øgede digitale fokus både i forhold til hjemmesiden og på sociale medier, vil der stadig blive gjort brug af mere traditionelle annoncemodeller. Ligeledes skal der arbejdes målrettet med dialogmarkedsføring i forhold til såvel tidligere som eksisterende kunder.

De kommende år opføres Dayz Kildedal nordvest for København. Når det står færdigt, vil det være Nordeuropas største ferieresort med 1.600 boliger, 10.000 sengepladser og 35.000 kvadratmeter centerfaciliteter.