Kunde tager sit nye bureau i praktik i en uge

Peter Engholm
25@mail.dk

Seminarer og workshops er ikke nok, når bureau og kunde skal lære hinanden at kende. Halvdelen af AarhusKontoret får nye omgivelser, når den står på erhvervspraktik hos Nordjysk Elhandel.

Bureauets umiddelbare forståelse og indsigt fejler intet – men der skal graves dybere end det.

AarhusKontoret, der udelukkende er befolket med kreative – fem i alt, har formået at løfte den strategiske del af de indledende øvelser med den nye kunde, Nordjysk Elhandel.

Det fastslår energiselskabets kommunikationschef, Rasmus Møller, der selv efter et todages kunde-bureau seminar gerne vil have bureauet endnu tættere på.

“Vi ønsker en partner, der er meget integreret i virksomheden. Derfor påtænker vi en lille øvelse, hvor teamet på 2-3 personer fra AarhusKontoret kommer på en uges praktik. Vi vil gerne investere den tid, fordi vi er en yderst kompleks virksomhed, og det tager noget tid at lære virksomheden og virksomhedstypen at kende,” siger Rasmus Møller.

Det nylige bureauvalg – med en pitch, hvor fem bureauer deltog – og praktikken er et led i, hvordan Nordjysk Elhandel kommunikerer internt og eksternt – og er organiseret. Selskabets omsætning er på to år tredoblet til 3,2 mia. kr. i 2008, og antallet af medarbejdere er på halvandet år vokset fra 60 til 170.

“Praktikken har også et mere personligt sigte, da den gerne skal sikre os og bureauet en forståelse for, hvordan hinanden arbejder. Og planen er også at indlægge interviewrunder med direktør-gruppen. Om det så bliver en hel uge, ved jeg endnu ikke, men vi opretter arbejdsstationer til teamet, så de kan tage sig af deres øvrige, fortløbende opgaver, mens de er hos os,” siger Rasmus Møller.