Kunderne udgør den største trussel for bureauerne

Peter Engholm
25@mail.dk

I hvert fald hvis man spørger bureauernes økonomi-ansvarlige. De ser kundernes insourcing af bureau-ydelser som den største trussel.

DRRB tager i Branchebarometret, der blev offentliggjort i går, temperaturen på reklamebranchen netop nu. Og bureauernes økonomiansvarlige, hvis svar ligger til grund for undersøgelsen, peger på adfærden hos kunderne som den største begrænsning for vækst.

Umiddelbart lidt paradoksalt, når nu kunderne er selve eksistensgrundlaget. Men forklaringen – og begrænsningen – består i, at “kunderne insourcer bureau-ydelser”.

I Branchebarometret bakkes denne faktor op af 57 pct. af respondenterne, og dermed ligger den nr. 1 blandt en række udsagn, som i undersøgelsen benævnes fremtidige trusler.

Andre vækst-begrænsere som “Skift i bureauets kundekontakter” og “hyppigere bureauskift” følger lige efter. Men kundernes kan-selv tilgang til opgaverne fylder meget på bureauerne, hvilket understreges andetsteds i undersøgelsen – nemlig på listen over, hvordan hverdagen har ændret sig på bureauet i kølvandet på den økonomiske krise.

Her nævner mere end hver tredje netop denne tendens, hvilket er en betydelig stigning i forhold til 2010, hvor kun hver femte fremhævede insourcingen som en post-krise ændring.

Branchebarometret er som nævnt fra DRRB, og her er direktør Bjørn Karsholt overrasket over undersøgelsens resultat:

“Da jeg så tallene, blev jeg ærligt talt lidt overrasket. At kunder insourcer bureau-ydelser skulle være den største begrænsning for vækst, er nemlig ikke, hvad jeg hører, når jeg taler med bureauerne. Jeg tror, at de økonomiansvarlige peger på insourcingen som en fremtidig trussel, der rykker tættere på i takt med digitaliseringen. Kunderne mener i stigende omfang, at de selv kan håndtere tilstedeværelsen på de sociale medier, og der er samtidig typisk faste rammer for annoncering online,” siger Bjørn Karsholt.

Ud fra sin dialog med bureauerne ville Bjørn Karsholt have gættet på Omkostninger til bureaukonkurrencer og offentlige udbud, som den mest udtalte begrænsning for bureau-vækst. Den nævnes af 52 pct. i undersøgelsen og er den fjerdestørste trussel.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra kunderne, i form af Dansk Annoncørforening og direktør Otto B. Christiansen.

I DRRB-undersøgelsen har bureauerne også udpeget muligheder for vækst, og her er Top3 kreativitet (84 pct.), Strategisk planlægning (79 pct.) og Forbrugerindsigt (79 pct.).

Det mest udtalte eksempel på, hvordan den økonomiske krise har ændret hverdagen på bureauet, er Kunder søger oftere billigere kommunikationsløsninger (65 pct. mod 63 året før). I 2010 var den største krise-ændring Længerevarende betalingsfrister fra kunder – men den er faldet fra 65 pct. til 44 pct. Ikke at fristerne er blevet kortere fra 2010 til 2011, vurderer Bjørn Karsholt, men snarere fordi de lange frister ikke længere opfattes som en ændring i hverdagen – de er i stedet blevet en del af den.