I slutningen af 2012 vandt We Love People Ikea fra Hjaltelin Stahl, og i 2013 gik Telia samme vej.
To markante kunde-gevinster gav stor synlighed, og bureauet fulgte op med et stærkt regnskab for 2013.
Men Telia var på lånt tid. Efter blot et år vendte de tilbage til Hjaltelin Stahl, og det blev kostbart. Ifølge adm. dir. Pernille Simmelkiær, We Love People, er tabet af Telia årsagen til, at regnskabet for 2014 viser en faldende bruttoavance, og at bundlinjen gik fra et plus (primær drift) på 7,7 mio. kr. til et minus på 2,6 mio.
“Omsætningen blev trukket ud hurtigere end vi kunne nå at tilpasse omkostningerne – og det kan ses markant på bundlinjen.” siger Pernille Simmelkiær.
Der har været rygter om, at også Ikea er stort set væk. Selskabet har da også været ude med lidt lunkne meldinger om, at de overvejer deres strategi. Pernille Simmelkiær udelukker ikke, at Ikea også har påvirket regnskabet, men afviser, at det er en tabt kunde.
“Ikea er en rigtig god kunde hos os. Helt konkret vil du lige kunne se et nyskabende og interessant Advertising Funded programming projekt “Sov godt” med TV2, som WLP eksekverer på alle platforme. Og vi er der ud over i gang med halvårrapporter og businessplaner,” siger Pernille Simmelkiær og fortsætter:
“Ikea veksler som de fleste andre kunder i omsætning år for år og benytter både internationalt materiale og flere forskellige leverandører, hvilket vi ser som helt naturligt som lokal leverandør.”
Bureauet voksede i 2014 til et gennemsnit på 59 medarbejdere mod 49 i 2013. I dag er der under 40.
Nøgletal for We Love People
- Bruttoavance 42,062 mio. kr. -5,1 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 712.915 kr. -21,2 pct.
- Lønandel 81,9 (62,6)
- Resultat af primær drift -2,583 mio. kr. (+7,68 mio. kr. året før)