Kvantum runder 20 medarbejdere med nyt kontor i Aarhus

Peter Engholm,
journalist

Egentlig er navnet Kvantum Copenhagen, men det forhindrer ikke e-commerce bureauet i at åbne et kontor med nye medarbejdere i midten af Aarhus.

Covid-19 har gjort danskerne mere digitale, og e-commerce marketing er ”gået fra at være en 100 pct. taktisk disciplin til også at være fokuseret på strategi og måden, man arbejder med sine kanaler på.”

Ordene om e-commerce stammer fra Kvantum Copenhagen, der har fået flere kunder – også flere jyske kunder, og både ændringen i e-commerce og kundetilgangen kræver nærvær. Derfor åbner Kvantum nu kontor i Aarhus.

Et af de nye ansigter er Tobias Egmose, der ansættes i rollen som e-commerce, content & strategy director. Om ham siger Martin Jagd Graeser, der er CEO og medstifter af Kvantum:

”Tobias Egmose kommer med erfaring fra både kunde- og rådgivningssiden, og han vil med nærvær og en bred vifte af digitale kompetencer kunne gøre en forskel for vores kunder allerede fra første dag.”

Tobias Egmose

Tobias Egmose kommer fra konsulenthuset Syndicate, hvor han var CMO. Han siger: 

“Jeg har tidligere været kunde hos Kvantum og fulgt bureauet tæt. Samtidig handler e-commerce i stadig højere grad også om at bygge stærke brands og relevante kunderejser. Så det var let at tage springet til Kvantum, da Martin henvendte sig.”

I stedet for at tilføje Aarhus til ‘Kvantum Copenhagen’ vil bureauets udvidelse til daglig hedde ”Kvantum i Aarhus”.

Med de seneste ansættelser er Kvantum oppe på 21 medarbejdere; 18 i København, 2 i Aarhus og 1 i Struer. Målet er ifølge Martan Jagd Graeser at være en lille håndfuld medarbejdere i Aarhus i løbet af næste forår.