Lang reklamefilm: Jørgen Leth læser op af kursustilbud i 95 minutter

Peter Engholm,
journalist

Hvad gør man, hvis man har over 300 uddannelser, kurser, netværk, arrangementer, webinarer? Lader Jørgen Leth læse højt af kataloget. Se filmen her.

DFL Lim- og fugemassesektionsnetværk. Man ser det for sig – eller rettere; nej, det gør man ikke, førend Jørgen Leth smager på ordet. Og det gør han i en ny kampagne for Dansk Industri (DI).

Kampagnen skal synliggøre for medlemmer og medlemmer-in-spe, at DI er andet og mere end personalejura og varetagelse af interesser. Det er også udvikling og rådgivning.

Listen over tilbud til medlemmer er lang – der er flere end 300 kurser, uddannelser, events og netværk, og både længde og mangfoldighed bliver understreget af, at Jørgen Leth er over halvanden time om at bladre sig igennem kataloget. Det gør han selvsagt causerende og ikke uden bid. Derfor er kampagne-mixet også en pæn portion klædelig selvironi fra DI’s side.

Der er også, ifølge oplæseren, en vis poesi i ordvalget hist og pist – og en herlig mulighed for at fordybe sig i en smalt emne, ikke kun det førnævnte netværk for lim- og fugemassesektionen. Spoiler alert: Faktisk bør det ikke kun være bredt. Allersidst i filmen afslører Jørgen Leth, at civilisationen ville gå i stå, hvis alt bare var bredt.

DI står selv bag koncept, strategi og instruktion, oplyser Jesper Højberg Strebøl, der er fagleder for Kreativ Kommunikation, under Dansk Industri:

Hvad var briefen til Jørgen Leth?

”Den var ikke særlig omfattende. Vi lavede en bog til opgaven og spurgte ham, om han ville gå på opdagelse i den – og læse den fra ende til anden. Og i store træk sige, hvad der falder ham ind. Det ville han godt, og jeg kan afsløre, at han bliver modigere, efterhånden som filmen skrider frem,” siger Jesper Højberg Strebøl.

Filmen er produceret af Fern.Film og er også skåret ned i en række mindre kampagneelementer.