Arvingerne efter Lars Larsen har valgt at trække sig fra selskabet Eovoendo, der bl.a. har handlet om at betale for, at folk ser reklamer. Det fremgår af cvr-registret.
Adm. dir. i Lars Larsen Group, Jesper Lund, siger til Jyllands-Posten, at man ikke mere vurderede at virksomheden passede ind i gruppen, og man mener, at virksomheden bedre kan realisere sine muligheder uden for gruppen.
Majoriteten er således overgået til Nicolas Ibenforth, der var med til at stifte selskabet i 2008. Han oplyser til Jyllands-Posten, at egenkapitalen er blevet retableret i forbindelse med ejerskiftet. Lars Larsen kom ind i ejerkredsen i 2012, men han var engageret i selskabet fra begyndelsen, idet han stod opført som formand ved starten i 2008.
Eovendo har rent økonomisk aldrig været en succes – for at sige det pænt. I de seneste 6 regnskabsår lyder underskuddet efter skat på omkring 130 mio. kr.