Scandinavian Print Group køber Cool Gray

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Cool Gray fortsætter som selvstændigt selskab, og de godt halvdelen af medarbejderne, der fortsætter med over i det nye setup, flytter til Lasertryks lokaler i Vallensbæk. Jesper Ulsø stopper som direktør.

Scandinavian Print Group, som Lasertryk er en del af, køber pr. 1 november Cool Gray, der både fungerer som trykkeri og bureau.

Nuværende adm. direktør Jesper Ulsø stopper. Ny direktør for Cool Gray, som fortsætter som selvstændigt brand, bliver nuværende medejer Brian Hindse, der i dag er salgsdirektør. Den anden medejer Mogens Saugmann fortsætter ligeledes i det nye setup.

Om baggrunden for salget, siger Mogens Saugmann i en pressemeddelelse:

”Vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan fremtidssikre Cool Gray-brandet, og er er vi kommet frem til, at vi som brand og virksomhed vil stå stærkere ved at blive en del af Scandinavian Print Group (som er den del Lasertryk hører under, red.). Igennem forhandlingerne har Scandinavian Print Group været positivt stemt over for vores brand og vores tilgang til markedet, og derfor har det også været deres ønske at føre brandet og store dele af vores setup videre.”

Det er ikke alle medarbejdere, der kommer med over til Lasertryk og Scandinavian Print Group. Økonomiafdelingen, it-afdelingen og produktionsteamet, som udgør under halvdelen af medarbejderstaben kommer ikke med over.

Med over i det nye setup kommer medarbejdere inden for salg, koordinering, pakkeri og kundelager samt  kreative og specialister. Det betyder, at reklamebureaudelen også kommer med over ved salget.

”Det har i denne proces været vigtigt for os at sikre så mange af vores dygtige og dedikerede medarbejdere som muligt, der skal være med til at føre kulturen og vores kvalitetsbevidste indsats videre. Derfor er vi glade for, at over halvdelen af vores medarbejdere fortsætter, så vores kunder fremadrettet vil samarbejde med de samme kontaktpersoner i det nye setup. Samtidig har vi et ønske om at hjælpe de dygtige kolleger, vi nu desværre må sige farvel eller på gensyn til, videre. Vi har et godt kendskab til branchen og vi vil bestræbe os på at hjælpe flest muligt sikkert videre,” siger Brian Hindse.

Cool Gray flytter den 1. november til Lasertryks lokaler i Vallensbæk.