Lasse Altmann fyret hos IB&Co

Peter Engholm
25@mail.dk

Bestyrelsen og direktøren var enige om strategien for Ikast-bureauet, men ikke om tempoet. Lasse Altmann mente, at det gik for langsomt – til gengæld var bestyrelsen hurtig med fyresedlen.

For blot en uge siden omtalte Bureaubiz, at Brian Vester var stoppet som kontaktdirektør i det ambitiøse Ikast-bureau IB&Co – årsag: For utålmodig med at løbe målet i møde, et mål, der gik på at være blandt de bedste bureauer i Jylland i 2013.

“Vi var fuldstændig enige om retningen og ideerne, men ikke om hastigheden,” sagde direktør Lasse Altmann og slog fast, at Brian Vester ikke havde tiden.

Nu falder de samme ord fra den samme mand – men denne gang er det Lasse Altmann selv, der må sige farvel.

“Vi var enige om strategien, men uenige om eksekveringen. Ud fra opgavens størrelse så jeg et behov for nogle ganske skrappe forandringstiltag. Tiltag bestyrelsen ikke mente var nødvendige. Og når bestyrelsesformanden ejer bureauet, så trækker jeg som direktør naturligvis det korteste strå, når jeg ikke ønsker at gå på kompromis med min integritet” siger Lasse Altmann.

Brian Vester var for utålmodig til IB&Co – er du også det?

“Jeg ligger et sted mellem Brian Vester og bestyrelsen. Og igen: Vi har været enige om målet og de forskellige programpunkter, uenigheden er opstået i det lavpraktiske, i de finere nuancer,” siger Lasse Altmann.

Er det ikke typisk bestyrelsen, der – evt. sammen med direktøren – udstikker målet, og direktøren, der netop tager sig af ‘de finere nuancer’?

“Jo, men ikke i ejerledet virksomhed, hvor bestyrelsesformanden har sin daglige gang og interesserer sig for nuancerne. Det er en klassiker, som jeg her har mødt i sin mest rendyrkede form,” siger Lasse Altmann.

I forsommeren sidste år rejste Lasse Altmann til heden oven på et job som salgs- og marketingdirektør i Toyota Danmark og et hverv som formand for Dansk Annoncørforening.

“Det var drømmen om at banke noget op, der drev mig, og jeg føler bestemt, at jeg har fyldt mine sko ud i IB&Co, hvor jeg vendte et underskud sidste år til et overskud år til dato. Min opsigelse er mest af alt et spørgsmål om mangel på kemi og kulturforskelle,” siger Lasse Altmann.

Nu går turen tilbage til Sjælland, og igen er det et spørgsmål om hastigheden:

“Det kan kun gå for langsomt. Det første gang, at jeg må lægge øre til en opsigelse, så det skal jeg først lige fordøje – men herefter skal jeg op på hesten igen, og den rider til Sjælland. Nu skal jeg hjem,” siger Lasse Altmann.