Når man har kvinder som målgruppe, så kan man måske indvende, at det er noget af et vovestykke at gå ud med en markedsføring, der viser en poledanser.
Det er dog, hvad Kranz & Ziegler har gjort, og så er det ikke en hvilken som helst poledanser. Bureauet bag kampagnen, Dyhr Hagen, har nemlig fået bragt Laura Drasbæk i spil i en ny reklamefilm. Skuespilleren fik en andenplads i “Vild med dans” i 2010, men denne gang optræder hun uden dansepartneren Silas Holst – alene på scenen.
Mads Ziegler fra Kranz & Zielger, der er ansvarlig for kampagnen og valget af Laura Drasbæk, har gennem hele forløbet lagt meget vægt på, at filmen skulle have et poetisk udtryk, og han håber selvfølgelig, at filmen lander godt hos de kvindelige kunder, selv om den fremstiller Laura Drasbæk i sensuel rolle:
“Vi har ønsket en film, der skilte sig ud, og det synes vi er lykkedes,” siger Mads Ziegler og fortsætter:
“Vores kunder er primært kvinder, og vi har selvfølgelig været meget opmærksomme på at tegne et respektfuldt billede af Laura Drasbæk, også selv om vi gik til kanten med det visuelle udtryk.”
Filmen skal markedsføre Kranz & Zieglers Story kollektion, og kreativ direktør Lars Dyhr uddyber valget af Laura Drasbæk:
“Hun har alle de kvaliteter, vi ønsker at kommunikere. Hun er selvstændig, initiativrig, sympatisk og så har hun en fantastisk udståling. Laura var fra første færd frisk på idéen om pole dance, og hun har været i hård træningslejr et par uger før optagelserne. Hun ville nemlig være helt sikker på at kunne sin pole dance.”
Filmen er produceret af Entrance Film og instrueret af Henrik Bülow. Den lanceres viralt, før den går på tv.