Den amerikanske SuperBowl er verdens dyreste og mest prestigegivende reklamevindue, hvor annoncører skal betale to-cifrede millionbeløb for et 30 sekunders reklame-spot.
Og i en tid, hvor der ellers snakkes meget om recession og mulig lavkonjunktur, ser SuperBowl 2009 ud til at trodse enhver krisesnak.
I hvert fald lyder meldingen fra NBC nu, at salget går bedre end ventet. Allerede nu har tv-stationen solgt mere end 80 pct. af den mulige reklameplads. Ifølge AdAge har omkring et dusin annoncører sagt ja til at betale 3 mio. USD for et spot på 30 sekunder.
Bladet skriver, at en begivenhed som SuperBowl trækker, fordi der er tale om en live-begivenhed, hvor publikum ikke spoler over reklamerne.
Det er bl.a. bil-firmaer og filmstudier, der har drevet salget til 2009. Anheuser-Busch (Budweiser) er dog også med helt som tidligere år.