Lead Agency henter ny direktør hos konkurrent

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Den nye direktør bliver det fjerde medlem af direktionen og er fundet hos Help Pr, der lige som Lead er et ekspansivt bureau.

I begyndelsen af august valgte Jakob Høyer at tage imod et nyt job som ny kommunikationschef i DBU og dermed som afløser for Lars Berendt. Dermed sagde han farvel til et job som direktør og partner hos Lead Agency, hvortil han var kommet i sommeren 2013.

Nu har Lead Agency så ansat en ny direktør og partner, og denne gang har man været på strandhugst hos en konkurrent, idet man har ansat Lars Volle, der i de sidste knap 9 år har været kommunikationsrådgiver og partner i Help PR. Her var han bl.a. ansvarlig for lanceringen og forankringen af Netflix på det danske marked og har i en årrække været fast rådgiver for Ikea.

Hos Lead karakteriserer man ansættelsen af Lars Volle som et led i en ny strategiplan – ikke så meget som en afløser for Jakob Høyer.

Lead – der i to år har været Gazellevirksomhed – har sat sig for frem mod 2018 at fortsætte en positiv vækstrate på 25-30 pct., som kommunikationshuset har opnået hvert år de seneste fem år.

Bureauet voksede med 30 pct. fra 2012 til 2013 til en estimeret bruttoavance på 11,5 mio. kr.

Lars Volle bliver det fjerde medlem af direktionen i et bureau, der nu opgives til at have over 20 medarbejdere

Også Help Pr har i de senere år været et ekspansivt bureau, og har således også oprustet på det seneste.

“Vi har siden sommer ansat tre nye tunge kommunikationsrådgivere. Hos os har vi ikke så mange titler – vi er alle kommunikationsrådgivere – mig selv inclusiv,” siger adm. dir. Mads Byder og tilføjer:

“Jeg har været glad for mine mange års samarbejde med Lars Volle og ønsker ham held og lykke i det nye job.