Ulrik Falkner Thagesen har været adm. dir. for Mediacom i Danmark siden 2006. Nu rykker han videre i systemet. Han er blevet udnævnt til nordisk direktør for MediaCom.
Det indebærer en rokade hos MediaCom Danmark. Den hidtidige adm. dir. for Mediacom Beyond Advertising (MBA), Morten Kristensen, rykker over som adm. dir. for MediaCom, mens Jesper Lysholdt udskifter rollen som strategidirektør med titlen Head of MBA.
Begge kom til MBA sidste sommer fra Very, og de kender desuden hinanden fra PHD, hvor Morten Kristensen indtil begyndelsen af 2012 var adm. dir.
MediaCom er et af Danmarks tre største mediabureauer og dermed et af Danmarks største bureauer med en bruttoavance i 2013 på knap 90-100 mio. kr.
I sit nye job får Ulrik Falkner Thagesen ansvaret for alle MediaCom aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge og Finland, der rummer mere end 330 medarbejdere og over 8 mia. kroner i bruttoomsætning.
Der er ikke som sådan tale om en nyoprettet stilling. Rollen har tidligere været varetaget af Jonas Hemmingsen, men i takt med, at han er blevet overordnet nordisk chef for GroupM har rollen ligget stille.
“Men der sker en række ting i organisationen – vi har bl.a. fået ny chef i Sverige og omorganiseret i Finland – og der var et ønske om at få genoptaget styringen og koordineringen på nordisk niveau,” siger Ulrik Falkner Thagesen.
Han får til opgave at øge videndeling på tværs af regionen og sikre at de kunder, der arbejder med MediaCom i mere end et land, får en endnu bedre samt mere ensartet og integreret service på tværs af hele regionen. Han skal desuden også medvirke til at sprede de mange projekter, der foregår på GroupM niveau ud i den nordiske MediaCom organisation.
“Ulrik har forvandlet vores danske forretning til en mere marketing service orienteret virksomhed, og har den ledelseserfaring, passion og det drive der skal til for at skabe det stærkeste mediebureau i branchen. Han er en stærk strategisk tænker og innovator, der har vist, hvordan vi kan bygge vores kompetencer og forretning. Vi ser frem til, at han fortsætter denne udvikling i hele regionen”, siger Nick Lawson, der er CEO for MediaCom i EMEA.
Ulrik Falkner Thagesen har hidtil været en del af MediaCom EMEA’s Exco, og den nordiske rolle er derfor en naturlig forlængelse af den rolle, som han hidtil har haft.
Realisere vision
Morten Kristensen har faktisk tilbage til 2006 en fortid hos MediaCom, og hans opgave bliver ikke kun at fortsætte bureauets gode udvikling, men også at realisere MediaCom’s overordnede vision om at skabe et stærk Content & Connection bureau, der hjælper virksomheder med at skabe effekt og resultater på tværs af alle former for kommunikationskanaler og indhold.
“Jeg har været enormt imponeret over kvaliteten af talent og kultur på MediaCom, siden jeg, sidste år, genindtrådte i virksomheden. Jeg ser frem til at lede mine mange dygtige kollegaer i Danmark og drive vores unikke tilgang til både Content og Connections frem i Danmark”, siger Morten Kristensen.