Ledere fra Københavns Kommunes inhouse design stifter eget bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Tre år efter, at kommunen etablerede KK Design, går to af idémændene solo. Det nye bureau forener kommunikation, design og politiske problemstillinger.

For snart tre år siden etablerede Københavns Kommune en inhouse grafisk design-afdeling, KK Design. Den har nu 8 medarbejdere – omend 2 af dem, teamlederen og design manager, i denne uge er gået egne veje.

Det sker med kommunikationsbureauet Polygraphic.

”1. januar 2013 startede kommunen KK Design, efter at vi i et par år havde sat design på dagsordenen. Københavns Kommune havde dengang identiteter og subdesigns, der til sammen kunne fylde en hel væg. Den røde tråd var fraværet af samme,” siger Anders Ferdal, tidl. teamleder i KK Design og nu partner og medstifter af Polygraphic.

Han tilføjer:

”Med en designmanual for Danmarks største arbejdsplads fik vi skabt et kvalitets-ben, fordi kommunen fremstår mere professionel, og et effektivitets-ben, fordi man ikke skal opfinde den dybe tallerken – ofte med bureaubistand – hver gang.”

Det lyder som om, at I som nyt bureau har gjort jer selv overflødige for kommunen?

”Ja, på en måde. Vi skal ikke have Københavns Kommune som kunde, men vi tager erfaringerne – dét at etablere et bureau og evnen til at kommunikere f.eks. budgetforhandlinger via design – med os. Via vores netværk og samarbejder ser vi både ministerier, virksomheder og andre kommuner som vores kunder,” siger Anders Ferdal.

Han har en baggrund i politisk kommunikation, mens makkeren Emil Holtoug er uddannet illustrator og grafiker.

”Med Polygraphic kan vi tilbyde kommunikationsprodukter, der ikke blot inddrager det kreative element, men også arbejder konkret med de strategiske og politiske problemstillinger, der kan være på spil for en kunde. Også denne ekspertise har vi med os fra KK Design”, siger Anders Ferdal.

Hos KK Design er Anne-Marie Mortensen, der er tidligere teamleder og ressource manager hos Kontrapunkt, den nye teamleder.

Se mere om Polygraphic her.