Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Efter otte år som kreativ direktør i Lego’s inhouse-bureau står opgaven nu på ledelsen af et mindre århusiansk kommunikationsbureau – der kom styrket gennem 2010.

For otte år siden rev Kasper Lynge teltpælene op. Hovedstaden blev skiftet ud med den jyske hede og Publicis blev skiftet ud med Lego’s inhouse bureau og en titel som kreativ direktør.

At der er gået otte år indikerer, at jobskiftet var en succes. Men nu var tiden så kommet til at bevæge sig videre, og Kasper Lynge har besluttet at vende tilbage til bureauverdenen.

Ikke nødvendigvis den helt normale, for sådan ser han ikke det århusianske ide- og design-bureau, Hatch & Bloom.

“Det er et bureau, hvor design, produktudvikling og kommunikation søger at gå et spadestik dybere end traditionel reklame, og det passer mig godt. Det matcher mere, hvad jeg har lavet i de sidste otte år hos Lego,” siger Kasper Lynge.

Hatch & Bloom er et yngre bureau, der er stiftet af fire partnere, og Kasper Lynge får titel af kreativ direktør plus Head of Agency.

“De fire partnere er specialister på hver deres område, men har ikke nødvendigvis en mere generel bureau ledelses-erfaring. Det har jeg fra Lego, hvor jeg har været en del af ledelsen i et faktisk temmelig stort bureau,” siger Kasper Lynge.

Faktisk er det omfanget af ledelses-opgaverne, der har fået ham til at søge nye græsgange.

“I de sidste halvandet år har jeg været kreativ direktør i Lego’s Trade Marketing Agency med 400 mand og afdelinger flere steder i Europa. Det fik det administrative til at fylde meget og bragte mig væk fra det kreative og strategisk arbejde i et omfang, som ikke passede mig. I Hatch & Bloom får jeg meget bedre mulighed for at blive en del af det arbejde, og så er der også en entreprenør-ånd over bureauet, som jeg gerne vil være en del af,” siger Kasper Lynge.

Hatch & Bloom kom ud af 2010 med et ganske pænt resultat. I særdeleshed var der vækst på bundlinjen, der blev næsten fordoblet.

Bureauet har også åbnet en afdeling i København.

Nøgletal for Hatch & Bloom

  • Bruttoavance 7,0 mio. kr. +25 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 777.778 kr. +11,1 pct.
  • Lønandel 54,9 (62,9)
  • Resultat af primær drift +1,51 mio. kr. +97,4 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Kommentarer

  1. Tillykke Kasper – held og lykke på DM dagen i dag 🙂
    Kh Jonas

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club