Lego har knækket pigekoden

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Koncernen har i dag fremlagt endnu et rekordregnskab, og fremtræder som en enestående succes i danske erhvervsliv.

Da Lego lancerede sit nye pigeunivers, Lego Friends, fik det kritik for at være for piget og lyserødt. Men det ser ud til at være en kritik, der var skudt helt forbi – i hvert fald hvis man spørger pigerne.

Lego har netop aflagt regnskab, og det blev til endnu en rekord. En omsætningsfremgang på 25 pct. til 23 mia. kr. og et driftsresultat, der steg fra 5,7 til 8 mia. kr.

Lego er i særklasse – både i Danmark og på det internationale legetøjsmarked – og netop Lego Friends er en af årsagerne til fremgangen.

“Vi havde store forventninger til Lego Friends, men salget blev alligevel dobbelt så stort som forventet,” forklarede topchefen, Jørgen Vig Knudstorp, her til middag til TV 2 News.

Han mente desuden, at der fortsat er stort potentiale i Lego Friends.

Mens Lego Friends var den mest fremgangsrige, så var de største Lego-produkter i 2012 Lego City og Lego Star Wars efterfulgt af Ninjago, der blev lanceret i 2011. Også Ninjago fremhæves for en markant vækst.

Mere end 60 pct. af de produkter, Lego sælger i løbet af et år, er nylanceringer.

“Det stiller store krav til udviklingsprocessen og vores evne til at levere, fordi vi år efter år skal kunne forudsige, hvad der vil interessere børnene, og omsætte det til relevante Lego-produkter – og det er lykkedes i 2012,” siger Jørgen Vig Knudstorp.