Lego sætter turbo på markedsføring i England

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Der bliver dog ikke tale om en generelt øget investering i markedsføring oven på koncernens meget flotte regnskab.

Lego er på vej til at øge sine markedsføringsudgifter i England meget markant. Det engelske site, Brandrepublic, nævner 30 pct. – bl.a. med henvisning til udtalelser fra Legos engelske direktør, Marko Ilincic, til The Times.

At der kommer til at ske noget i England, bekræfter informationschef Charlotte Simonsen. Uden at hun dog vil sætte tal på.

“Vi har haft en meget flot fremgang i England, og det momentum vil vi gerne udnytte”, siger Charlotte Simonsen.

I det hele taget har Lego klaret sig meget flot på alle de engelsktalende markeder, men det er ikke lig med, at selskabet vil øge markedsføringen kraftigt i alle disse lande.

“Vi har sagt, at vi har en vilje til fortsat at investere i markedsføring, salg og udvikling. Men det er umuligt at tale om hvor meget. Det afhænger helt af, hvordan vi griber det an fra marked til marked”, siger Charlotte Simonsen.