Les Deux vælger nyt digitalbureau

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Det danske tøjbrand Les Deux har valgt nyt digitalbureau i Danmark, Norden og Tyskland. Bureauet skal hjælpe brandet med at vækste gennem øget fokus på e-commerce.

Tøjbrandet Les Deux har de seneste år oplevet vækst både i Danmark og i Europa. Og med stigende kompleksitet inden for e-commerce samt øget interesse for brandet internationalt er Les Deux gået på udkig efter en ny digital samarbejdspartner. Det betyder samtidig et farvel til Havas.

Efter en pitchrunde er valget faldet på Kvantum Copenhagen. Håbet er, at øget fokus på e-commerce kan hjælpe brandet med at vækste på toppen.

CEO og stifter af Les Deux, Andreas von der Heide, siger, at det har været vigtigt at foretage et gearskifte i forhold til e-commerceindsatsen. Han lægger særligt på Kvantums forståelse for ikke at gå på kompromis med brandet, når der skal skabes vækst, og hvad Andreas von der Heide kalder “at være en lille agil speedbåd i et stort marked”.

“Den efterspørgsel og vækst, vi oplevede i 2020, skal udvikles yderligere. Ikke kun i Danmark, men også i andre af vores hurtigt voksende markeder – såsom Tyskland og Sverige. Kvantums e-commerce-erfaring samt dybe indsigt i fashion-markedet og forståelsen for Les Deux som brand, mener vi kommer til at gøre en forskel for os, når vi taler online vækst. At vi så også er blevet udfordret på strategien, styrker os kun i, at vi ser et spændende samarbejde foran os med Kvantum,” siger Andreas von der Heide.

Kvantum Copenhagen specialiserer sig i fashionbranchen og har kunder som Maria Black, Ver De Terre, Småfolk, Decadent, Carhartt WIP og Sunbuddies. Ifølge Martin Jagd Graeser, der er CEO og medstifter af Kvantum Copenhagen, er bureauets spidskompetence netop at vækste online brands i Norden og Europa, uden at brandet mister sin autencitet. Det er også opgaven for Les Deux, som Kvantum også skal hjælpe med bl.a. platformstrategier og identificering af kunderejser.