Lexus tilbage i bureaufolden

Peter Engholm
25@mail.dk

Markedsføringen af det Toyota-ejede luksusmærke har i flere år været håndteret af forhandleren, men nu har Advance fået opgaven.

Da Lexus Danmark for tre år siden skiftede forhandler-setup, overlod man ikke blot Michael Lassen Automobiler at forhandle bilerne, men også at markedsføre dem.

“Michael Lassen er i forvejen importør af bl.a. Porsche og Lamborghini og har inhouse kompetencer til at håndtere markedsføringen. Derfor var det naturligt at de tog sig af det,” siger Mikkel Sort, general manager hos Lexus Danmark.

Lexus var forinden på People Groups kundeliste, og efter tre års pause tilbage er mærket igen på bureau. Nu hos Advance, der er blevet valgt efter en bureaurunde.

“Vi følte, at mærket trængte til noget nyt, noget ny kreativitet. Og det har vi fundet hos Advance,” siger Mikkel Sort.

Toyota, Lexus’ moder-mærke (sic), har i årevis været håndteret af People Group.