Lille analysefirma vinder stor Vestas kontrakt

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Opgaven går ud på at måle Vestas omdømme og kundetilfredshed i hele verden.

Analyse- og konsulenthuset, Raw Milk, skal på fast arbejde de næste tre år. De har vundet en kontrakt for Vestas, der går ud på at måle Vestas’ omdømme og kundeloyalitet i hele verden.

Det er flere tusinde interviews, der skal gennemføres, før Vestas kunder, potentielle kunder og andre interessenter er blevet spurgt om deres holdning til det danske vindmølleselskab.

Målingen gennemføres i 35 lande og på 19 sprog.

Morten Bisgaard, partner i Raw Milk, vil ikke oplyse budgettet, men der er ingen tvivl om, at han er tilfreds med ordren, som omfatter, at salgs- og kundevendte medarbejdere får adgang til et online dashboard. I alt er der tale om omkring 600 dashboards, der skal stilles op.

På den måde kan medarbejderne løbende følge med i, hvordan omdømmet og kundeoplevelsen bedømmes samt hvad de skal gøre for at forbedre det.

”Opgavemæssigt er det en af de fem største opgaver i Danmark. Og selvom vi har andre store kunder – som Spar Nord og Dansk Golf Union – så bliver Vestas vores største kunde,” siger Morten Bisgaard.

Det to år gamle Raw Milk med seks medarbejdere er mest kendt inden for golfens verden. De to stiftere Morten Bisgaard og Jacob Buksted har begge været ansat hos konkurrenten, Ennova, som faktisk havde analysearbejdet for Vestas tidligere.

Vestas var i dialog med flere om at påtage sig opgaven. Baggrunden for at vælge en relativ ny og mindre analysevirksomhed var ifølge Maria Holm Bohsen, market & customer research analytiker i Global Marketing, Communications & Corporate Relations hos Vestas, at Raw Milk kunne tilbyde en skræddersyet løsning med stort potentiale:

”Raw Milk har en aktiveringsplatform, som vi ikke har set hos andre leverandører. Det er meget brugbart for os, da vores kolleger over hele verden får adgang til et online dashboard, der giver dem adgang til data på en dynamisk måde. Det har vi ikke haft tidligere, og det ser jeg et stort potentiale i.”

Raw Milk kommer til at arbejde sammen med Vestas’ marketing- og intelligenceafdeling under ledelse af marketingdirektør Morten Albæk.