Lille bureau bag stor kampagne for Velux

Peter Engholm
25@mail.dk

Vinduesproducenten så tilsyneladende klart, da man i 2011 inviterede et nystartet bureau med til pitch. Bureauet greb chancen, vandt opgaven og fik skabt resultater. Nu følger en europæisk kampagne.

Kontakten mellem vinduesproducenten Velux og det lille københavnske bureau Kong blev skabt omtrent ved bureauets begyndelse. Det kunne lyde som en langvarig forbindelse, men dækker over en periode på godt tre år.

I begyndelsen af 2011 gav Velux en trio bestående af Jahn Hermansen, Rasmus Springborg og Bengt Persson chancen ved en pitch, som Kong endte med at vinde.

”Da Kong udviklede og eksekverede en international kampagne for Velux i 2011, var kampagnen med til at øge salget af fladtagsvinduer i Belgien med ca. 60 pct., og vi skabte ca. 80 pct. flere besøgende på det russiske website. Denne succes var baggrunden for, at vi blev spurgt om at tage udfordringen op med at udvikle en ny kampagne for Velux”, siger kontaktdirektør Jahn Hermansen.

Og således lanceres en europæisk kampagne i denne måned signeret af Kong. Kampagnen indledes i en række central- og østeuropæiske lande.

”Vi er meget tilfredse med det arbejde, som Kong har udført for os – også denne gang – selv om der i perioder har været mange interessenter involveret. Alle tests i hele forløbet har overgået forventningerne, så vi har stor tiltro til effekten af kampagnen”, siger Michael Rasmussen, Senior VP Brand ved Velux.

Den tidligere indsats var en Market Leadership-kampagne, som fokuserede på bredden i produktsortimentet. Den nye kampagne går tættere på de enkelte produkter og fokuserer på dybden.

En væsentlig årsag til, at Velux i sin kontaktede Kong, var det internationalt udbredte arbejde, Rasmus Springborg og Bengt Persson – i deres tid på Just/Kidde – havde lavet med Miele.

Og den internationale tilgang fortsætter hos Kong, hvor 80 pct. af omsætningen udgøres af flermarkedskampagner – bl.a. for 3M og Syngenta.

Dette afsæt – og en respekt for både lighed og forskellighed – skyldes ifølge bureauet selv den skandinaviske sammensætning af ejerkredsen: Kong ejes af en dansker, en svensker og en nordmand.