Lille bureau med i stort budget fra telemillionær

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Den nordjyske M1-millionær, Mads Peter Veiby, kaster nu et betydeligt beløb ind i markedsføringen af et helt nyt produkt omkring parkering. Flere samarbejdspartnere er allerede valgt.

Et helt nyt produkt kommer nu til at kaste markedsførings-millioner ud i bureauverdenen. Det bliver bl.a. til glæde for et lille bureau i Horsens. Men mere om det senere.

Produktet hedder Parkpark og er et parkeringskoncept, skabt af Mads Peter Veiby – stifteren af mobilselskabet M1, der blev solgt til TDC. De mange millioner fra handlen er bl.a. investeret i spillevirksomheden SpilNu.dk – og altså også nu i et koncept, hvor parkering hos forskellige P-selskaber klares med ét abonnement … et billigt ét, forstås.

Da konceptet blev præsenteret i Børsen i fredags, blev det nævnt, at Mads Peter Veiby var klar til at smide 10 mio. kr. efter Parkparks markedsføring. Men hvad, der skal ske, og hvem, der skal bistå, blev ikke fortalt. Det forklarer Parkparks adm. direktør, Bo Abrahamsen – der var Mads Peter Veibys højre hånd i M1, her:

”Vi bruger vores erfaringer fra M1, herunder at gå målrettet efter kunderne og være bevidst om, hvad vi betaler for – og får. Første trin består af tre dele: 1) Affiliate markedsføring, hvor vi samarbejder med bl.a. det nystiftede Digital Advisor i Aarhus. 2) Telemarketing, og her er vi ved at forhandle partnere på plads. Og 3) Field marketing, med AM Sales & Marketing som partner, der er ude på P-pladser og i P-anlæg. Det er leadindsamling blandt personer, der er reelt interesserede i bedre og billigere parkering.”

Andet trin i Parkparks plan er, medgiver Bo Abrahamsen, mere luftig. Og det er der en grund til:

”Via første trin finder vi frem til den mest relevante måde at kommunikere til vores potentielle kunder. Vi trykprøver konceptet, og afsøger herefter andre markedsføringskanaler, primært tv og andre online-displays,” siger Bo Abrahamsen.

Han tilføjer:

”Det store mediaspend ligger naturligvis på tv. Men budgettet afhænger også af ideerne, og det kan være 10 mio. kr. som nævnt – eller 5 eller 15. Når vi ved, hvilke tiltag, der er holdbare, så kører vi med maximalt pres på mediaplanen.”

Det kalder vel umiddelbart på et mediabureau …

”Nej, ikke umiddelbart. Dels kender Mads Peter Veiby og jeg selv spillets regler, dels kunne vi overveje at insource media-kompetencer. Så det ligger ikke i kortene på nuværende tidspunkt at entrere med et mediabureau,” siger Bo Abrahamsen.

Håndterer I så også selv den kreative udvikling?

”Nej, her samarbejder vi med Super Ego i Horsens. Et lille og stærkt bureau, som var de kreative folk bag udviklingen af navn og logo til Mads Peter Veibys P-hus i Horsens; Parkpark. Selv om det nye P-koncept ikke har noget med P-huset at gøre, så fortsætter navn og logo – og bureauet bag. Super Ego har også designet hjemmesiden, der snart præsenteres,” siger Bo Abrahamsen.

Dertil kommer Facebook-aktiviteter. Skulle Parkpark “få brug for assistance på dén front”, så vil makkeren blive Konxion i Aalborg. Også dette bureau har Mads Peter Veiby og Bo Abrahamsen arbejdet sammen med tidligere.

Aner man således en tendens til gamle samarbejder i det nye Parkpark-konceptet, så er det ikke alene rigtigt, men også tilsigtet:

”Udgangspunktet er kendte partnere. Vi skal ud om få uger, så i denne tid er det afgørende med en afprøvet vished for, at beskeder bliver forstået og aftaler overholdt. Efter lanceringen – når der er mere ro på – kan vi overveje andre samarbejder, men ikke lige nu,” siger Bo Abrahamsen.