Lille bureau i ilden hos journalister

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip fra torsdagens medier: Om Wagawagas kampagne for Journalisthøjskolen, advokaters markedsføring i forbindelse med uheld – samt Martin Roll om at arbejde i Asien.

Professionsbachelor i fusk. Sandheden er den løgn, vi bliver enige om. Statsautoriseret skiderik.

Sådan står der i en kampagne på busserne i Århus, som reklamebureauet Wagawaga har begået for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i forsøget på at hverve medlemmer til skolens nye kommunikationsuddannelse.

Men kampagnen (man kan se billeder fra den her) har afstedkommet kritik på flere debatfora, hvor kommunikatører føler sig trådt på deres faglighed. Også fra en af journalistforbundets politikere lyder der hårde ord.

»Jeg bliver skide ærgerlig, for det er da noget af det dummeste, jeg har set længe,« har medlem af Journalistforbundets hovedbestyrelse, Per Roholt, udtalt til Journalisten.dk.

Kommunikationschef Frank Christensen fra DMJX siger til kritikken:

“Strategien for kampagnen er at gå lige i flæsket på fordommene. Og vi tror, at skal man have denne målgruppes opmærksomhed, så er vi nødt til at bruge ironien som omdrejningspunkt. Det har vi gjort med en række opsigtsvækkende headlines” (journalisten.dk onsdag).

Kommunikationsrådgiver: Advokaters annoncering giver amerikanske tilstande

Når man googler ordene “ulykke” og “uheld” er der stor sandsynlighed for, at der dukker flere annoncer op fra advokater, der byder sig selv til.

Men advokaterne skal passe på, at danskerne ikke kommer til at opfatte advokaternes markedsføring som amerikanske tilstande, mener partner og adm.dir. i Jøp, Ove & Myrthu, Mikael Baden:

“Der er sådan set ikke noget i vejen med, at advokater annoncerer. De skal bare vide, at når de tager skridtet og søger efter klienter, så vil en masse danskere opfatte det som amerikanske tilstande. Og skal de først til at forklare, hvorfor de handler, som de gør, så er de allerede udfordret på deres image, for man bliver sat i bås, når man annoncerer efter kunder på den måde. Det er der ingen tvivl om”.

Der findes 5.000 advokater i Danmark og der er ikke noget mærkeligt i, at de gerne vil gøre sig til, mener Lars Lindhard, der er formand for Advokatrådets regel- og tilsynsudvalg (Jyllands-Posten Puls, p. 8).

Branchefolk i medierne

I Jyllands-Postens serie om danskere i udlandet, fortæller brandekspert Martin Roll om sine erfaringer med at bo og arbejde i Asien.

Han fortæller, at for få år siden, var der stort set ingen asiatiske brands uden for Japan. I dag satser mange japanske virksomheder på det globale marked og derfor mener Martin Roll, at vestlige virksomheder kommer til at mærke en ny form for konkurrence, som næsten ikke kan forudsiges.

Men Vesten skal også passe på Korea, som ifølge Martin Roll er det land, der rykker allermest lige nu.

Martin Roll holder mange foredrag i Asien om branding og ledelse og betalingen for et foredrag løber op i 150-200.000 kroner. Han har desuden udgivet bogen “Asian Brand Strategy” (Jyllands-Posten Erhverv&Økonomi, p. 18)