I 1980erne og 90erne var P-dagen stor blandt (unge) danskere. Siden har dagen, der markerer påskebryggens komme, stået i skyggen af julebryggens J-dag.
Det vil arrangøren af begge dage, Carlsberg Danmark, ændre på ved at genetablere Julebryggens fjerede fætter i danskernes bevidsthed.
Relanceringen består af en webserie – tre-afsnits sitcom, der i løbet af februar vil blive lagt på Facebook og YouTube.
Historien handler om Kylle-Kylle, der er kommet ud i marketing-kulden hos Tuborg, og som derfor – på egen hånd – får 24 timer til at kæmpe sig tilbage i danskernes hjerter.
Filmen er skabt af tre-mands bureauet Wonderland, er instrueret af Peter Molde-Amelung og produceret af Mettelise Film.
Webserien ledsages på selve P-dag, den 1. marts, med 30 større events rundt i landet, arrangeret af Carlsberg Danmark og bryggeriets samarbejdspartnere.
Sideløbende vil den klassiske Kylle-Kylle film, skabt af Partners, fortsat køre på tv.