Lille bureau står bag Coloplasts visuelle identitet

Zandra Damsgaard

Brand- og designbureauet Loop Associates har stået bag den nye visuelle identitet for en af landets største virksomheder.

Coloplast har netop lanceret en ny visuel identitet, som skal være med til at afspejle virksomhedens mission om “at gøre livet lettere for mennesker med behov inden for intim sundhedspleje”.

Bag Coloplasts nye visuelle udtryk står brand- og designbureauet Loop Associates, som blev sat på opgaven efter en bureaukonkurrence blandt danske og internationale bureauer i efteråret 2015.

Loop Associates har også tidligere samarbejdet med Coloplast og udtrykker på denne vis sin stolthed over at være valgt til at udvikle Coloplasts visuelle identitet:

”Vi har altid haft et godt partnerskab med Coloplast. For os er det en anerkendelse af partnerskabet og af vores forståelse af strategien,” siger Lars Toft, der er adm. direktør i Loop Associates.

Kundeporteføljen i bureauet, der består af de tre partnere Lars Toft, Peter van Toorn Brix og Jan Nielsen, tæller i forvejen store internationale virksomheder som Coca-Cola, Volkswagen, Samsung og Carlsberg, og Loop Associates har siden etableringen i 2007 høstet anerkendelse fra blandt andre European Design Award, Creative Circle Award og Danish Design Award.

Danske Coloplast, som globalt beskæftiger flere end 10.000 mennesker, sælger produkter til sundhedspleje – eksempelvis stomiposer. Missionen om at komme tættere på slutbrugerne skal altså understøttes af virksomhedens nye visuelle identitet.