Lille dansk buzz-bureau åbner i både Norge og Sverige

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Very har tjent gode penge og investerer nu i etablering af et nordisk set-up. Også et andet nichebureau, Naked, har tjent gode penge.

Da Somersby blev lanceret skete det bl.a. med en buzz-marketing strategi, der blev lagt og udført af det lille bureau, Very, som dermed for alvor trådte frem på scenen.

Men bureauet er ikke bare god til buzz-marketing – det driver også en rigtig god forretning, hvor man i det seneste regnskabsår kan fremvise et stærkt regnskab med en imponerende overskudsgrad på 33,6.

Der er dog mere end en forklaring på det tal. Bureauet har sparet op til at ekspandere i Norden.

“Der er ingen tvivl om, at alt der vedrører håndteringen af community og brugerdrevet markedsføring samt sociale medier er i kraftig vækst,” siger ejer og stifter, Thomas Bjerg og fortsætter:

“Derfor har vi gjort meget for at konsolidere os, så vi har likviditet til at ekspandere og søge mulighederne i markedet. Det er en af årsagerne til, at regnskabet ser ud, som det gør.”

Helt konkret kan han fortælle, at Very d. 1. januar åbner afdelinger i Norge og Sverige med to mand begge steder. Ekspansionen sker med afsæt i konkrete projekter, men Thomas Bjerg vil endnu ikke fortælle, hvilke kunder, der er tale om.

Han fortæller, at man samtidig også søger at definere sig lidt anderledes i markedet.

“Frem for at kalde os et buzz-bureau, taler vi nu om at vi er et bureau, der arbejder med community buzz-marketing med fokus på sociale medier fra strategi til eksekvering,” siger Thomas Bjerg.

Nøgletal for Very

  • Bruttoavance 5,7 mio. kr. +1,8 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,14 mio. kr. +22,1 pct.
  • Lønandel 46,7 (58,7)
  • Resultat af primær drift +1,916 mio. kr. +63,3 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Naked er et andet nichebureau, som kan præstere en indtjening på niveau med Very. Bureauet er en del af det engelske Naked Communications og der er kontorer i både Sverige og Norge.

Regnskabsåret 2009/10 er det første hele regnskabsår, og derfor kan der ikke sættes en udvikling på. Men der bliver noget at leve op til i de kommende år.

Bureauet kom ud med en bruttoavance pr. medarbejder på et meget højt niveau og en overskudsgrad på hele 34,2.

“En meget stor del af vores opgaver er rendyrket strategi og kun en mindre del retter sig mod specifikt det danske marked. Derfor er vi ret få på bureauet, og så supplerer vi med free-lancere, når der er behov for det,” siger Casper Willer, der er partner.

I regnskabsåret var der tre medarbejdere, mens der nu er et par stykker mere.

Nøgletal for Naked

  • Bruttoavance 5,0 mio. kr.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,667 mio. kr.
  • Lønandel 45,4
  • Resultat af primær drift +1,711 mio. kr.

    Bruttoavance er estimeret af Bureaubiz