Lille netværksbureau bag stor kondomkampagne

Peter Engholm
25@mail.dk

Bag Sundhedsstyrelsens Sikker Sex-kampagne står Wagawaga – et lille netværksbureau, der drager fordel af at være let på tå, og kæmper mod opfattelsen af ikke at være den sikre løsning.

Lige nu er Sundhedsstyrelsens Sikker Sex-kampagne “Kun med kondom” i gang over hele landet med bl.a. tv-spots, adshels, web, Facebook-aktiviteter og kraftig PR-indsats.

Kampagnen er udviklet af netværksbureauet Wagawaga, der via sin SKI-certificering har fået opgaven om at give de 18-22 årige et realistisk billede af, hvor nemt det er at blive smittet med en sexsygdom – og hvor nemt det heldigvis også er at beskytte sig.

“Staten og kommunerne skal fremover bruge ukendte bureauer” skrev Bureaubiz, da SKIs rammeaftale for bl.a. kommunikation og websites blev offentliggjort i marts sidste år.

Wagawaga har ingen ambition om at forblive ukendt, men vejen til kendthed skal ikke gå via vokseværk, men anerkendelse for sin indsats. Bureauet, der begyndte som et designbureau med et digitalt ben, har de sidste par år været et gængs reklamebureau – og vel at mærke et netværkbureau, uden at det skal sammenlignes med et internationalt netværk. Snarere tværtimod.

“Vi er en lille gruppe erfarne seniorfolk, der repræsenterer de fire hjørnesten; koncept, AD, projektledelse og strategi. Vi er de faste tovholdere, der har et stort netværk rundt om os, som vi kan trække ind på dette koncept eller denne kunde. På den måde er vi et lille bureau i stort format,” siger Jacob Boesby, adm. direktør i Wagawaga.

De seks medarbejdere på bureauet, som Jacob Boesby ejer, har hentet deres erfaringer fra bl.a. store, klassiske bureauer. Men Jacob Boesby søger ikke at holde netværkstankegangen op som en modsætning til de store bureauer.

“Netværksbureauet i vores forstand er hverken et opgør mod – eller et slagsmål med – de store, traditionelle bureauer. Det ene er ikke bedre end det andet, men det skal ikke forhindre os i at slå på fordelen ved, at vi ikke har et stort maskineri, der skal fødes hele tiden. Der er ikke bestemte ting, der skal sælges ind til kunden,” siger Jacob Boesby.

Bureauet har, sin beskedne størrelse og relativt korte levetid til trods, løst opgaver for flere store koncerner, heriblandt Nokia, KMD, DR og B&O.

“Vi deltager i de samme pitches som Saatchi, TBWA og de andre kendte bureauer. I en tid, hvor kunder og budgetter er pressede, er det en fordel for os at være så agile, men vi kan samtidig mærke, at det er blevet sværere for marketingchefen at gå tilbage til sin chef og forklare, at det er Wagawaga, der har fået opgaven. Vi er oppe imod den sikre løsning. Hvis noget går galt i kampagnen, vil man pege på os, men med et af store bureauer kan det jo ikke gå galt – så vi har mere at skulle bevise,” siger Jacob Boesby.

Bureauet har i øvrigt netop vundet en opgave for Århus Kommune – en rekrutteringskampagne for dagplejere.