L.O.C. og TDC gik i foråret sammen om udgivelsen af rapperens album “Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1” – med succes, for albummet blev downloadet 250.000 gange i en fem ugers gratisperiode fra TDC’s platforme.
Nu følger så albummet Prestige, Paranoia, Persona Vol. 2, der kan erhverves via mere traditonelle salgskanaler … samt én ny: Via en donation til Røde Kors. En ekstra stor donation på 500 kr. udløser et signeret eksemplar af albummet samt den særlige L.O.C. mønt, som Den Kongelige Mønt har trykt 500 stk. af til lejligheden.
Bag kampagnen står Subsero, som også var bureauet bag L.O.C. X TDC, der netop har vundet kampagneprisen ved Årets Rambuk. Jacob Karne, kreativ chef hos Subsero udtaler:
”Fællesnævneren for begge kampagner er, at de viser, at man med tæt teamwork når længere. Det kræver mod, og vi synes, det lykkes takket være et unikt visuelt udtryk, kombineret med en effektiv kampagnestrategi og en teknik, der spiller.”
Han tilføjer:
”Vi tror på, at både L.O.C. og Røde Kors får unik opmærksomhed og goodwill i dette nyskabende samarbejde. På den måde er kampagnen for Røde Kors faktisk mere værd end de penge, der bliver samlet ind takket være eksponering m.m. Det er et samarbejde, der giver begge parter noget, som ingen af dem kunne have opnået alene – og fansene kan lytte til god musik med god samvittighed. Kampagnen er enkelt symboliseret i den særlige mønt, der er blevet fremstillet med L.O.C. på den ene side og Røde Kors på den anden. De er begge afsendere, men mønten lander hos dem, der virkeligt trænger.”
Subseros kunde i den konkrete sag er L.O.C.’s pladeselskab, SGMD, men også for bureauet er der et vist velgørende element i indsatsen for to brands, der længe har villet samarbejde. Seniorprojektleder Rasmus Jakobsen fra Subsero siger:
“Der har været en stor fælles interessere for at lave noget sammen - både L.O.C. og Røde Kors har længe villet dette, og vores opgave har været at konceptualisere samarbejdet og udvirke kampagneelementerne. Udover L.O.C.’s samarbejde med hhv. TDC og Røde Kors har vi også været bureau på Roskilde Festivals samarbejde med Volkswagen i forbindelse med “Vind en UP-tur” – og vi vil komme til at se flere af disse samarbejder.”
L.O.C-albummet kan købes via disse kampagnesites – hos LOC og hos Røde Kors.: