Den der lever stille lever godt. LoweFriends adm. dir., Jette Nejstgaard, ville dog gerne have mere synlighed på det danske marked, men må konstatere, at det er svært, når bureauet har meget store aktiviteter for norske Orkla og Mills. Bl.a. håndterer Lowe 15 mærker for Orkla, og var indtil sidste år Mills eneste bureaupartner.
“Vi er formentlig et af de bureauer, der har mest aktivitet på store nordiske kommunikationsopgaver på FMCG-mærker. Men den slags giver ikke meget synlighed på det danske marked”, siger Jette Nejstgaard.
Anonymiteten viste sig f.eks. også i Bureaubiz’ imageanalyse fra tidligere i år, hvor kendskabet var lavt, selvom bureauet hører til de større i Danmark.
Men hvis profilen er endt et sted ude i Kattegat midt mellem Danmark, Norge og Sverige, så kan Jette Nejstgaard og hendes kollegaer dog glæde sig over gode relationer til de nordiske kunder og dermed betydelig forretningsmæssig succes.
LoweFriends mistede i 2008 Lotto, men effekten på regnskabet har været beskeden. Gruppen består af LoweFriends, Parafilm og Signatur, og bruttoavancen faldt en anelse. Det gjorde gennemsnitslønnen dog også, og slutfacit blev et større overskud, således at bureauet kan fastholde et indtjeningsniveau i den klart gode ende blandt danske bureauer.
Jette Nejstgaard konstaterer da også, at hun er særdeles tilfreds med resultatet.
Nøgletal for LoweFriends
- Bruttoavance 45,307 mio. kr. -2,1 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 906.140 kr. -4 pct.
- Lønandel 51 (51)
- Resultat af primær drift 10,645 mio. kr. +6 pct.