Gerimax er et velkendt brand i Danmark, men sådan er det ikke nødvendigvis i mange andre lande, hvor produktet sælges.
Det skal der ændres på, og den opgave er blevet tildelt LoweFriends.
“Opgaven er at gøre Gerimax til en mærkevare der kan fungere på tværs af grænserne”, siger adm. dir. Jette Nejstgaard, LoweFriends.
Der er tale om i alt 15 lande, som overvejende er europæiske.
Gerimax er oprindeligt markedsført af Dansk Droge, som nu hedder Axellus og er ejet af norske Orkla. LoweFriends kender Orkla særdeles godt, idet bureauet håndterer en lang række mærker. Men der er tale om mærker, der i mange tilfælde er ukendte i Danmark, og derfor lever Lowe en mere anonym tilværelse end bureauets størrelse og arbejde ellers skulle berettige til.
“Men meget af det, vi laver handler netop om at bygge mærker hen over grænserne, og jeg tror, det er en af årsagerne til, at vi kommer i betragtning til en opgave som Gerimax”, siger Jette Nejstgaard.
Mens Gerimax er kendt i Danmark, er de store konkurrenter i udlandet mindre kendte herhjemme. Det gælder produkter som Supradyn og Berocca.