Lufthavnen vælger nyt mediabureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Københavns Lufthavn har efter en konkurrence besluttet at flytte sit mediebudget fra IUM til PHD.

“You win some. You lose some.” Sådan er virkeligheden for de fleste bureauer. I går blev det bekræftet, at IUM har vundet et af Danmarks største mediebudgetter – Dansk Supermarked – fra MEC. I dag må man så sige farvel til Købehavns Lufthavn.

Efter en bureaukonkurrence har lufthavnen valgt at indlede samarbejde med PHD.

”Vi er en virksomhed, der arbejder meget målrettet med brug af alle de data, vi kontinuerligt indsamler. Vi ledte derfor efter en samarbejdspartner, der kan hjælpe os med at styrke dette arbejde og medvirke til at løfte den databaserede tilgang til markedsføringen til et nyt niveau,” siger Karen Bender, der er E-commerce & Marketing Director, og fortsætter:

“PHD’s tilgang til samarbejdet er den helt rigtige måde at arbejde på for os, idet de arbejder med en meget fleksibel tilgang til at optimere hele værdikæden for lufthavnen”.

Hos PHD taler Nini Roed om det store fokus på data hos Københavns Lufthavn og behovet for en anderledes organisation.

“Københavns Lufthavn har det helt rigtige mind-set i forhold til at udnytte data konsekvent og være tilpasningsdygtige. Vi får et virkelig spændende samarbejde med udgangspunkt i Agile Business Management, hvor alle på teamet hele tiden arbejder efter de samme mål. Arbejdsformen er som man kender det fra softwareudvikling, med intensivt fokus i korte sprints, med kontinuerlige test og evaluering i realtid,” siger Nini Roed.