Månedens sværeste opgave? Toiletpapir med lynlås

Peter Engholm
25@mail.dk

At gøre toiletpapir til noget, man involverer sig i – og så oven i købet i forbindelse med modeugen? Pøj-pøj med det. Men point for forsøget.

Lambi

Markedsføringen af toiletpapir er ofte taktisk betonet, og det er de færreste, der reelt involverer sig i produktet.

Så meget desto mere grund er der vel til at kippe med flaget for de kommunikatører, der går professionelt til opgaven og arbejder – med kun et beskedent glimt i øjet – seriøst på at få talt produktet op.

Med samme stive overlæbe videreformidler Bureaubiz pressemeddelelsen “Lambi goes fashion” – de brave folk hos Help PR har formidlet sampling af produktet, sikret omtale hist og pist samt formidlet blogsamarbejde.

Og historien fra bureauet begynder med at gå små 100 år tilbage: “Svenske Otto Sundbäck opfandt noget i 1913. En lille, men vigtig ting, som er en del af stort set alle typer beklædning i dag. Lynlåsen. Nu har den lille opfindelse fundet vej til en anden kærkommen opfindelse – toiletpapiret.”

Herefter har man stillet sig selv det meget nærliggende spørgsmål: Hvordan styrker man kundernes præferencer for noget så ordinært – kan man tillade sig at tilføje røvsygt? – som toiletpapir?

Og så er det jo altid en klassiker om ikke at opfinde, så slå på et problem, som forbrugeren måske ikke var så bevidst om på forhånd. Vi giver ordet videre:

I mange år har Lambi slået på papirets uforlignelige blødhed, men nu tager det finske papir brand tidens hotteste forbrugerfænomen i brug i kampen om kundernes gunst. Convenience. Nu skal det være slut med at flå og hive i pakken for at få fat i en rulle. Lambi har gjort pakken nemmere at åbne med inspiration fra “kongen” over alle convenience-opfindelser. Lynlåsen.

For at komme i bukserne på kernemålgruppen har Lambi arrangeret en omfattende sampling af det nye toiletpapir på Copenhagen Fashion Week. Den nye pakke toiletpapir samt Lambis helt nye “all in one” vådservietter bliver samplet på Strøget og backstage på Københavns Rådhus sammen med en flyer, der hævder, at “med al den champagne får du nok brug for Lambi!”

“Ligesom tekstiler kommer også toiletpapir i mange kvaliteter og indpakninger. Under Copenhagen Fashion Week vil vi gerne slå et slag for, at noget så hverdagsagtigt som toiletpapir også kan være både kvalitetsfuldt, smart pakket ind og produceret med omtanke for miljøet,” siger Thomas Lindström, Regional Marketing Manager for Metsä Tissue Scandinavia, der står bag Lambi brandet.

Lambis Easy to Open-pakke kommer med en jeansbeklædt bagdel med en imiteret lynlås, der gør pakken nemmere at åbne.

Også på Lambis Facebook-side er der fokus på jeans i et virtuelt sy-spil, som kører indtil slutningen af april. I konkurrencen udloddes der hver uge et gavekort til Nelly.com. Hovedpræmien er en tur for to til San Francisco, hjemstavnen for jeans.