Det er ikke længere tilbage end til efteråret, at Mads Laudrup gik i luften med et lille nyt selskab under navnet Book en Stjerne.
Men lanceringen fik en dreven app-mand op af stolen. Peter Grumsen og hans firma, House of Code, tog kontakt med en ide om at knytte en app til Book en Stjerne, der ville være den første app i Danmark, som kan segmentere på både tid, geografi, adfærd og brugerens behov.
“I store app-lande som USA og Storbritannien har man i flere år udnyttet muligheden for at sende meget målrettede beskeder, og der er al mulig grund til at komme i gang herhjemme,” siger Peter Grumsen og fortsætter:
”Mange danske virksomheder har lavet en app uden at have en strategi for det, og det er lidt spild af investeringen. En af de absolutte hovedstyrker ved en app er, at man kan udsende push-beskeder direkte til den enkelte bruger, uanset om app’en er åben eller ej. Udnytter man de teknologiske muligheder og segmenterer på den rigtige måde, så kan det blive en af virksomhedens allerstærkeste marketingaktiviteter.”
Idéen til Book en Stjerne.dk fik og udviklede Mads Laudrup i samarbejde med sin ven Brian Gellert, da han i efteråret 2013 deltog i TV2-seersuccesen i Vild Med Dans, hvor han dansede sig frem til en fjerdeplads sammen med dansepartneren Claudia Rex. De blev daglig bestormet af henvendelser fra nær og fjern – folk, der ville booke dem til alverdens sjove ting og sager, have autografer eller måske blot en personlig hilsen.
App’en giver nye muligheder for at sælge produktet at få lavet en hilsen fra en stjerne til en bestemt lejlighed.
“Et eksempel fra min fodboldverden, hvor vi segmenterer efter geografi: Der er landskamp, og du er naturligvis i Parken. I lommen har du en smartphone med vores app. Midt under kampen får du en videobesked fra landsholdsbacken Lars Jacobsen, som opfordrer dig til at købe en videohilsen fra ham – fx som konfirmationsgave. Det er bare ét eksempel, og vi forventer os meget af det, app’en kan tilføre vores forretning,” siger Mads Laudrup.