Af Peter Engholm 25@mail.dk

Container-rederiet har søsat sit hidtil største sponsorat - i Volvo Ocean Race, hvor man indtager to roller. Begge med aktuel succes. Mens Vestas-båden gik på grund i december.

To af Danmarks største virksomheder er aktive i Volvo Ocean Race; Maersk Line og Vestas. Og skulle man anskue det som en indbyrdes dansk kappestrid, så fører Maersk klart.

Meget klart endda. For mens Vestas-båden i december gik på grund, så fører den båd, som Maersk er associeret til. Og det var endda Maersk, der trådte til, da Vestas skulle have reddet sin båd væk fra revet og transporteret til reparation.

Anskuet ud fra en sponsorat-strategi, så var det nok godt, at det var Vestas-båden, der gik på grund, og ikke den Maersk-støttede båd. Som beskrevet tidligere på Bureaubiz, så kan Vestas stadig bruge sponsoratet i sit budskab, mens det nok ikke havde været befordrende for Maersk, hvis deres båd var blevet ramt af forlis.

Maersk er involveret på flere fronter – dels som sponsor på hele kapløbet, dels som sponsor på båden fra Dongfeng, der producerer lastbiler og personbiler.

“Det er et stort kinesisk firma, som vi har fælles værdier med,” siger Head of Branding & Customer Insight i Maersk Line, Louisa Loran.

Involveringen i Volvo Ocean Race er led i en fornyet og ambitiøs branding-indsats hos den største forretningsenhed i Danmarks største virksomhed (læs mere her).

Sponsoratet er et eksempel på, hvordan Maersk Line-brandet skal aktiveres:

”Volvo Ocean Race støtter vores brand og skaber værdi for kunderne. Konkurrencen baserer sig på at benytte ekspertise og ambitioner til at nå nye højder i en verden, hvor produktet er en commodity  – i Volvo Ocean Race sejler alle nu i ens både – og den parallel vil vi gerne drage til Maersk Line,” siger Louisa Loran og tilføjer:

”Samtidig får vi opbygget et netværk – ikke kun hos de kunder, som vi med hospitality kan engagere via oplevelserne, men også hos konkurrencens øvrige aktører. Vi er både logistic partner overordnet set, og vi sponserer båden fra Dongfeng.

Indtil videre – efter tre sejladser i den bogstaveligt talt verdensomspændende konkurrence – har Maersk Line formået at placere sig fordelagtigt.

Logistic partnerskabet har bl.a. omfattet en indsats fra Special Cargo-afdelingen hos Maersk Line. Det var som nævnt rederiet, der trådte til og – trak fri – da båden fra en anden dansk sponsor, Team Vestas Wind, på dramatisk vis var sejlet på grund ved Mauritius.

Også sportsligt har sponsoratet været en succes – i sidste uge vandt Dongfeng-båden den 3. afdeling i Volvo Ocean Race og fører dermed konkurrencen.

3. afdeling begyndte i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater – og 500 km derfra, i Qatar, gjorde hhv. Maersk Oil og Maersk-gruppen sig også gældende sponsormæssigt: Ved VM i håndbold for herrer har rederiets navn bogstaveligt talt været på banen – bl.a. når værtsnationen spiller.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club