2017 blev endnu et fint år for Magnetix.
Det Dentsu Aegis-ejede digitalbureau kom ud af året med et 33,4 mio. kr. stort plus på bundlinjen – 16 pct. mere end i 2016, hvilket grundlægger og adm. direktør Martin Bochineck erklærer sig ”rigtigt tilfreds med”.
Dentsu Aegis Network købte Magnetix for to år siden og indlemmede bureauet i sin digitale forretning Isobar Nordics, der foruden Magnetix ejer Isobar Sverige, Norge og Finland.
”I Norden omsatte vi for 225 mio. kr. og lavede et resultat på 45 mio. kr. Det tager vi som udtryk for, at Norden er den rigtige strategi. Vi har nu 270 mand fordelt på seks kontorer i fire lande og oplever, at det er et fantastisk match mod kundernes egen organisering,” siger Martin Bochineck til Bureaubiz.
Magnetix arbejder inden for forretningsområderne campaigns, marketing automation og platforms og overtog pr. 1. januar 2017 de danske aktiviteter fra moderselskabet Isobar Nordics.
I 2018 vil Magnetix ifølge ledelsesberetningen øge sit internationale fokus.
Nøgletal for 2017 (i parentes 2016)
Nettoomsætning: 183,944 mio. kr. (144,876)
Bruttofortjeneste: 136,265 mio. kr. (108,007)
Driftsresultat: 33,357 mio. kr. (28,366)
Årets resultat: 25,602 mio. kr. (22,051)
Gns. antal ansatte: 163 (120)