Malaco vælger nye bureauer og dropper traditionel reklame

Peter Engholm
25@mail.dk

Den svenske slik-producent Malaco lægger traditionel reklame på hylden og vil gå nye veje med et kommunikationsbureau og et reklamebureau.

Malaco har valgt et samarbejde med Revolt – et kommunikationsbureau med speciale i markedsføring ”uden brug af afbrydende reklame og traditionelt medieindkøb”.

En pressemeddelelse begrunder bureauvalget med Malacos ønske om at fokusere på earned media frem for paid media i fremtiden.

Dermed er størstedelen af tv- og print-kampagner lagt på hylden til fordel for alternativ BTL-markedsføring, og det betyder, at Malaco vil kunne opleves i helt nye former i løbet af 2013.

”Gennem hele 2012 har Malaco arbejdet tæt sammen med forbrugerne i udviklingen af nye produkter. Nu er vi nået skridtet videre, tør mere, og vil også involvere og engagere de danske forbrugere i en dialog omkring Malaco som brand – gennem alternativ markedsføring,” siger Heidi Teschemacher, marketingchef i Malaco.

Den nye strategi – med PR, social media og community-markedsføring som centrale områder – skal ifølge Heidi Teschemacher sikre brandet en ny position på det danske marked.

Tidligere har Malaco samarbejdet med Umwelt. Nu er der valgt ikke bare ét, men to bureauer, idet reklamebureauet In-Mind får rollen som Malacos kreative bureau på brand og visuel identitet. Bureauet skal således stå for Malacos samlede trade-aktiviteter, herunder rådgivning, udvikling og implementering.

Samarbejdet er allerede nu inde i en fase, hvor en helt ny brandplatform og visuel identitet er blevet udviklet.