Malou Aamund bliver ny direktør for Google i Danmark

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det er lykkedes Google at finde et højt profileret navn til at afløse Peter Friis som direktør for Google Danmark.

Google har siden foråret ledt efter en ny topdirektør. Nu er vedkommende fundet.

Valget faldt på Malou Aamund, der afløser Peter Friis, som efter 11 år på posten blev udnævnt til nordeuropæisk chef.

Da stillingen blev slået op i foråret, lød det fra Peter Friis, at man ledte efter ‘en superstjerne’.

Samtidig lød det, at ansøgeren skulle kunne gebærde sig blandt danske medier, erhvervsliv og politiske netværk samt have stærke relationer til reklame og teknologi-virksomheder i Danmark.

Og med en baggrund hos både Microsoft og IBM samt fire år i folketinget for først Ny Alliance og siden Venstre, må man sige, at Malou Aamund opfylder i hvert fald flere af kravene.

Malou Aamunds opgave bliver at lede Googles team i Danmark, samt at ’have det overordnede ansvar for relationen med danske kunder og partnere, samt at fortsætte Googles aktive stemme i digitaliseringsdebatten i Danmark’.

Peter Friis siger om sin efterfølger:

“Jeg er umådeligt glad for, at Malou har takket ja til jobbet. Med Malou ved styrepinden har vi en enormt stærk og alsidig holdopstilling i Danmark, der for alvor kan gøre en forskel for Googles danske kunder og partnere, og forhåbentligt også for Danmarks digitale fremtid”.

Malou Aamund, der er gift med programchef på Radio24syv Mikael Bertelsen, tiltræder jobbet den 5. december.