Man har et standpunkt, til….: Vestas vælger lead-bureauer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Ifølge pressemeddelelse fra Kunde & Co har Vestas valgt tre globale lead-bureauer.

Vestas’ forhold til bureauer er ikke lige let at blive klog. For nogle måneder siden fik reklamebranchen en ordentlig bandbulle fra Vestas øverste marketing-ansvarlige, Morten Albæk, der karakteriserede branchen som en kreativ boble.

Det skete i forbindelse med, at Vestas havde opgivet at finde en global bureaupartner, og Morten Albæk fortalte i interviewet i Børsen, at man nu satsede meget mere på at lave tingene selv.

Bl.a. havde Vestas fået udviklet ideen til en NGO, der skal kæmpe for vindkraft.

Det viste sig dog, at det amerikanske bureau, Droga5, havde spillet en særdeles aktiv rolle i udviklingen af ideen, og efterfølgende fortalte Morten Albæk til Bureaubiz, at man nu havde lagt en anden strategi, hvor man i stedet ville satse på en bredere kreds af samarbejdspartnere.

“Vi vil søge personer og bureauer til specifikke projekter, der har visioner, som vi efterspørger, og som kan udfordre os og hinanden,” sagde Morten Albæk.

Nu er der dog kommet en pressemeddelelse fra Kunde & Co, der siger, at Vestas har valgt bureauet som et af tre lead-bureauer til varetagelse af den globale marketingindsats.

Pressemeddelelsen oplyser ikke noget om, hvem de to andre er, og det har ikke været muligt for Bureaubiz at få kontakt til Vestas for at få en nærmere forklaring på valget af de tre bureauer i forhold til tidligere udmeldinger eller sat navn på de to andre.

I pressemeddelelsen er Søren Høgsberg, der som Interim Vice President refererer til Morten Albæk citeret for følgende:.

“Vi har valgt Kunde & Co på grund af deres evne til at udvikle og implementere internationale kampagner. Men også fordi bureauet har vist os, at de forstår at sætte sig ind i komplicerede problemstillinger inden for B2B, hvilket har været et afgørende parameter for os.”

Samme Søren Høgsberg siger til Markedsføring, at de tre bureauer er valgt på regional basis, og at han ikke mener, det er klogt at lægge alle æg i samme kurv.

Den udmelding rejser dog et nyt spørgsmål.

Vestas valgte i slutningen af 2010 århusianske Kernel til at håndtere budgetterne for Offshore og Northern Europe, så hvordan hænger det sammen med, at Kunde & Co skal have nordeuropæisk fokus?