Jeg møder ham i den mærkelige tidslomme, der opstår, når man er ved at gøre sig færdig på det bureau, man har sagt op i – og er ved at blive rastløs og lidt nervøs ved, hvad det nu er, man har sagt ja til på et nyt bureau. Oven i købet et meget større sted og en meget stor stilling: Thomas Fabricius, 35 år, som nu forlader sit seniortekstforfatter job på &Co for at starte som kreativ direktør og partner på Bates den 7. december.
“Gu’ er jeg da lidt bange for at forlade det tætte kreative miljø, verdens mest fantastiske makker (Robert Cerkez) og de kunder, jeg har kæmpet for og med de sidste 3½ år. Det er jo enormt krævende at skifte job og kultur, og det er noget af en opgave, jeg har sagt ja til. Men det var bare en udfordring, jeg ikke kunne sige nej til.
Jeg har altid set Bates som den store institution, der har fostret rigtigt mange dygtige folk. Så jeg er da utroligt stolt over at være blevet spurgt om at være med til at videreudvikle bureauet kreativt. Og efter flere henvendelser, måtte jeg ligesom slå til nu, for det er jo sådan på Bates, at jobbet som kreativ direktør kun er i udbud en gang hver 15.-20. år. Ib kom for ca. 15 år siden og dannede makker med Duus – jeg får mulighed for at være sammen med Ib og køre videre derfra. Det glæder jeg mig til.
Men min ambition er bestemt også at nurse og udvikle det talent, der findes på Bates i dag. Jeg er simpelthen tændt på at gøre det til en fantastisk arbejdsplads for kreative talenter, der forstår at arbejde inden for små spilleplader for store og krævende kunder.
Det synes jeg nemlig, er varemærket på en dygtig kreativ i dag: At kunne arbejde inden for – ofte ret snævre – faste rammer for en kunde eller et brand. Finde indsigter og lave løsninger, der ikke bare vinder priser, men også appellerer bredt.”
Det er nu ikke, fordi Fabricius ikke har vundet priser gennem de 12 år, han har været i branchen. Lige fra et rejselegat på DRB Skolen til Guldkorn, Arnold, Aurora, Epica, Eurobest, Cannes nomineringer. Men det er de store kunder, den brede markedsføring i mange og nye medier, som er den virkelige udfordring for ham.
“For det er altså sjovere at vinde en pris for en kampagne for Carlsberg eller Danske Bank, der virker og bliver set, end for Fissefrisøren på Nørrebro”, som han siger. Og så er han tændt på personaledelen:
“Jeg kommer fra et bureau med i alt 25 mennesker og skal nu være med i spidsen for en kreativ afdeling på 20, hvor det selvfølgelig er vigtigt, at jeg selv leverer varen, men også at lade de unge komme til, støtte og udvikle dem, som jeg selv er blevet det af forskellige gennem årene.
Jeg har også brugt megen tid på at finde ud af, om ledelsen på Bates virkelig vil mig og mine ambitioner – ikke at jeg skal revolutionere det gamle hus på Landemærket, der er masser af ting, de er superdygtige til og jeg sikkert kan lære af. Men jeg skal udfordre det pæne og få det til at buldre noget mere. Jeg flytter mig, fordi jeg vil være med til at vende en supertanker – ikke overnight, men inden for overskuelig fremtid.”
Det er i øvrigt noget af et tilfælde, at Thomas Fabricius er endt som tekstforfatter. For oprindelig, ovre i Silkeborg, troede han, han skulle være art director. Men selv om han gjorde sig den største umage med en kunstnerisk ansøgning, købte dyrt jakkesæt i den lokale Mister og oven i købet et meget smart slips, blev den idé hurtigt pillet af ham.
Det var såmænd Thomas Hoffmann, dengang på Grey Århus, der ved en jobsamtale fortalte unge Fabricius, at han nok ikke havde nogen fremtid inden for reklamebranchen. Derfor gjorde han sin værnepligt i Livgarden færdig og søgte anderledes sikre græsgange: Han blev elev i Berlingske Annoncecenter – det smagte jo lidt af reklame trods alt. Og efter 2 års læretid forsøgte han så at få job som projektleder på et bureau.
Han havde lavet en ansøgning, der var udformet som en varedeklaration af ham selv, sat op på en pakke Guldkorn – uden at vide noget om de Guldkorn, der dengang var meget vigtige i reklamebranchen.
Og den landede ved et tilfælde på mit bord i Courage, netop som jeg som CC-formand pustede ud efter årets Guldkornsarrangement.
Jeg var ikke i tvivl: Manden skulle jo være tekstforfatter! Så han nåede lige netop med på Optagelsesprøven til Hold 10 på Reklameskolen få dage efter og strøg bare ind. Desværre havde jeg ingen mulighed for at ansætte ham på det tidspunkt, så det blev Heimburger, der blev hans startbureau og skolesponsor.
Men det varede nu ikke længe, før Charlie Fischer på Leo Burnett slog kloen i ham. Og tre år efter lokkede Grey København – begge steder blev det til adskillige prisvindere.
Siden sagde Fab ja til udfordringen med at starte en kreativ hotshop for Nørgård Mikkelsen i København. Det var et hårdt slid for et lille team i næsten 2 år, men der var sorte tal på bundlinien, da han smed håndklædet i ringen, fordi &Co kunne tilbyde det, der var så lange udsigter til i Nørgård Mikkelsen Kbh-regi: Store kunder og et meget kreativt miljø.
Pudsigt nok kom kontakten fra Thomas Hoffmann, der havde glemt alt om det brune jakkesæt og det grimme slips og forudsigelserne om Fabricius’ fremtid ved deres første møde!
Nu må vi se, hvad fremtiden vil bringe for Thomas – og for Bates. “Kom og spørg mig, hvordan jeg synes, det går ovre i Landemærket om 4-5 år. Jeg håber, jeg vil ha’ noget at være stolt af til den tid”, er hans slutbemærkning, inden han iler for at hente børn. Som han i øvrigt håber at få mere tid til (noget blåøjet, forekommer det mig).
Annemette Allerup er gæsteskribent på Bureaubiz. Hun er tekstforfatter, nu free lance, men har været medstifter af 3 reklamebureauer – Bergsøe 4, Ad Hoc, Allerup, Larsen & Parup og Courage! Blev også kendt som Mutter Courage, fordi hun havde særlig interesse og næse for at opdage og opfostre nye talenter.
