Creative Club er et sted, hvor man bliver inspireret og lærer af andre bureaufolk, får hjælp til ansættelser og fratrædelser samt andre juridiske udfordringer og ikke mindst relevante sociale arrangementer. Derfor har tre bureauledere meldt deres bureau ind i Creative Club.
”Jeg kunne godt tænke mig, at man ikke så hinanden som konkurrenter, men formaliserede samarbejdet bureauerne imellem – især i Vestdanmark,” siger Per Tornvig, adm. direktør i reklame- og webbureauet Peoplez.
Og netop dét netværk mener Per Tornvig, han har fundet i Creative Club. Han synes, det er vigtigt, at der er et forum, hvor både han selv og hans medarbejdere kan mødes, udveksle erfaringer, lære af og inspirere hinanden.
Han var derfor ikke det mindste i tvivl, da han tidligere på året fandt ud af, at der var kommet et nyt netværk for bureauer. Et netværk, der dækker bredt i hele landet.
”Vi meldte os ind i Creative Club for at blive inspireret af og netværke med andre bureauer. Creative Club har et vigtigt fokus i forhold til at tilbyde arrangementer over hele landet og ikke blot i København,” siger Per Tornvig og fortsætter:
”Min fornemmelse er, at mange bureauer holder sig lidt for sig selv, men jeg synes ikke, at man skal være bange for at samarbejde og netværke. Vi står jo med de samme udfordringer, og man bliver aldrig færdig med at udvikle sig.”
Per Tornvig tilføjer, at man allerede nu har kig på Creative Clubs tur til London til november, hvor man sammen med andre bureauledere skal besøge nogle af de store bureauer.
”Jeg kunne godt tænke mig, at man ikke så hinanden som konkurrenter, men formaliserede samarbejdet bureauerne imellem – især i Vestdanmark.” – Per Tornvig, adm. direktør i Peoplez.
Jura spiller en stor rolle
Ét er udvikling, uddannelse og inspiration. Noget andet er tør jura. Og lige præcis det juridiske er en af de primære årsager til, at direktør Tue Beck har meldt sit bureau, Campfire & Co. ind i Creative Club.
”Vi ville gerne have et sted, hvor man kan få hjælp til at løse de udfordringer, man som bureau sidder med i forhold til ansættelser og fyringer,” fortæller Tue Beck, direktør i Campfire & Co.
Campfire & Co. er i vækst, og Tue Beck forventer, at man vil have brug for mere juridisk hjælp, efterhånden som der kommer flere medarbejdere.
”Vi skal have mere struktur på det administrative, efterhånden som vi vokser, og hos Creative Club kan vi få hjælp til det juridiske og til en del praktik om, hvordan man ordner forskellige ting. Det er en one-stop-shop for de udfordringer, man som driftsorganisation sidder med.”
“Hele den juridiske del er voldsomt interessant for os, for den kommer til at fylde mere og mere. Vores kunder, og dermed os, skal agere i et juridisk minefelt, og det stiller krav til os som strategisk partner.” – Allan Forum, direktør i Shark & Co.
Creative Club gør os stærkere
Shark & Co. er Creative Clubs nyeste medlem, og direktør Allan Forum blev også – men ikke kun – tiltrukket af Creative Clubs juridiske ydelser.
”Hele den juridiske del er voldsomt interessant for os, for den kommer til at fylde mere og mere. Vores kunder, og dermed os, skal agere i et juridisk minefelt, og det stiller krav til os som strategisk partner,” siger han.
Han fortsætter:
”Jeg købte ind på hele jurapakken, herunder support og rådgivning til vores kunders juridiske udfordringer. Det digitale fylder mere og mere, og det gør det også på det juridiske niveau,” siger Allan Forum og tilføjer:
”Men også hele uddannelses- og netværksdelen gør os stærkere og mere attraktiv i forhold til at kunne tiltrække nye medarbejdere og ikke mindst dygtiggøre os yderligere hos Shark.”
Ovenstående er som taget ud af Tue Becks mund; han samstemmer:
”Vi ser også en fordel i kurser og events, som kan bidrage til at gøre os til en attraktiv arbejdsplads, fordi vi på den måde kan tilbyde udvikling til vores medarbejdere.”
Allan Forum får det sidste ord:
”Det er første gang, Shark & Co. er medlem af en brancheorganisation. Og det er fordi, Creative Club virker ’tættere’ på og noget mere jordnær end alternativerne, og så er de sociale arrangementer heller ikke helt dårlige.”
Creative Club er en brancheforening under erhvervsorganisationen GRAKOM, Grafisk Kommunikation & Medier.