Mange gengangere i to konkurrerende digitale priser

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Helt usædvanligt har annoncørerne medvirket til at øge antallet af priser i bureaubranchen. Men er det prisinflation eller er det to forskellige priser?

Da Kim Jong Andersen sidste sommer stoppede som jury-formand for Danish Internet Award (DIA) var der pludselig brug for en ny digital pris.

Kim Jong fik Dansk Annoncørforening med på vognen, og resultatet blev Danish Digital Award (DDA).

Om det så skulle være en konkurrent eller en helt anden type digital pris, har stået lidt uklart – men timingen var dog vigtig. Kim Jongs nye pris skulle ligge en måned før DIA.

Nu er begge priser uddelt, og så kan man gøre status over, hvor forskellig udfordreren blev baseret på vinder- og short-lister.

  • DIA var med over 400 tilmeldte arbejder den klart største af de to priser. Shortlisten bestod af 112 arbejder.
  • DDA shortlistede 67 arbejder. Heraf var de 41 gengangere i forhold til DIA.
  • Når det gælder vindere var der 23 hos DIA, der havde flere kategorier.
  • Hos DDA blev der kåret 14 vindere, hvoraf 7 var gengangere i forhold til DIA.

De vindere, der vandt i begge konkurrencer var:

  • Do It for Denmark, Spies, Robert/Boisen (vandt i to kategorier i DDA og fire i DIA)
  • Carlsberg Pegasus, Carlsberg, Spring/Summer og Digitas LBi
  • Volvo Virtual lancering, Volvo, Digitas LBi (vandt i to kategorier i DDA og en i DIA)
  • Zulu BFF, TV 2 og Carlsberg, Hello Monday og TV 2 Marketing
  • The DNA Project, j.viewz, Hello Monday

I DIA var der 23 kategorier. Do It for Denmark vandt i fire kategorier og fratrukket disse og de øvrige fællesvindere giver det 15 øvrige kategorivindere:

  • Oh My God, Odense Kommune, Stupid Studios
  • Spell Up, Google, Hello Monday (vandt i fire kategorier)
  • Danbolig.dk, Danbolig, Magnetix
  • Grillfaktor, SuperBrugsen, Molamil og Beginr
  • Sig det videre, Experimantarium, Molamil
  • Fang Europas mest punktlige Tilbud, SAS, McCann
  • Grønne favoritter, Tuborg, PHD og Mindjumpers og Wibroe, Duckert & Partners
  • Nederen Forældre, Rådet for Sikker Trafik, &Co
  • Grund til bekymring, Falck, RelationshusetGekko og Roger og DM Partner og Geomatic.
  • Reebok Move, DIKO, Spring/Summer og Unit9
  • Store Tudedag, Efterskolerne, Vertic
  • When I didn’t have a mic I rapped on headphones, AIAIAI, Crispin Porter + Bogusky Copenhagen

I DDA vandt både Do It for Denmark og Volvo Virtual lancering i 2 kategorier. Herudover var der følgende vindere, som ikke vandt i DIA:

  • Lego Social Media Journey, Lego, Lego
  • Jack & Jones Frontline App, Bestseller, Firestarters og Hello Group (vandt i 3 kategorier)
  • Vild Smith Spottespillet, Universal Music, KGMD
  • Halifax, Halifax, Dwarf
  • Drivr, Drivr, Drivr

Sidstnævnte er Game Changer kategorien, og det er ikke en trykfejl, at navnet står tre gange. Drivr er det tidligere Click a Taxi, og det er firmaet selv, der har indsendt og står som bureau.

Vinderne er endnu ikke lagt på DDAs hjemmeside med en motivering, så det er ikke til at se, hvad der har begrundet kåringen af Drivr i en tid, hvor det ellers er Uber, der tales mest om i taxi-branchen.

Til disse to priser vil der så senere i maj blive uddelt Creative Circle Award, hvor der også vil kunne være gengangere.

Tilbage står så, om de mange gengangere er for mange til at det giver mening med to priser. Er det prisinflation?

Svaret på de spørgsmål afhænger nok af øjet, der ser.

Mange priser kan være populært, for så er der mange bureauer, der kan få noget til hylden. Men hvis man vil have priser til at fungere som fyrtårne, der kan være med til at sætte en standard at stræbe efter, så vil mange priser nok gøre det noget udflydende. Her vil færre priser give større prestige.

Afslutningsvis kan man dog hæfte sig ved en pudsighed. I de mange år, jeg som journalist har beskæftiget mig med branchen – og dermed med utallige priser – har annoncører altid været mere forbeholdne over for branchens mange priser.

Det er således ganske nyt, at det er annoncørerne selv, der medvirker til at øge antallet af priser.

Men vi lever jo også i foranderlige tider.