Mantra til kamp mod sort arbejde

Peter Engholm
25@mail.dk

Nye regler – og en ny kampagne – gør det lettere at se sort-hvidt på sort arbejde. Skat kontaktede tre bureauer om opgaven og valgte til sidst Mantra. Se den nye film her.

Kampen mod omfattende organiseret sort arbejde er blevet styrket, proklamerer Skatteministeret. Nye regler tydeliggør, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er – f.eks. bliver det fra næste år skattefrit, når naboens datter passer dit barn.

Samtidig får Skat nye redskaber mod sort arbejde og illegal arbejdskraft. Det skal Skats nye kampagne om sort arbejde oplyse borgere og virksomheder om.

Skatteministeriet henvendte sig til tre bureauer, som man mente kunne løfte opgaven. Budgettet til udvikling af det kreative univers var på 425.000 kr. – ekskl. udgifter til indrykninger m.m. – og dermed under grænsen for, hvornår en sådan opgave skal sendes i udbud.

Blandt de tre bureauer valgte ministeriet så Mantra.  

Formålet med kampagnen er ikke kun at informere om de nye regler, men også at få sat sort arbejde på dagsordenen for derigennem at påvirke danskernes holdninger.

Og danskernes holdninger rykker sig, viser en ny undersøgelse fra Skat. I forhold til 2004 er der i dag dobbelt så mange, som mener, at der er en stor risiko for at blive opdaget i at arbejde sort. Samtidig viser undersøgelsen, at over 60 pct. af befolkningen synes, at det er uacceptabelt, når firmaer udfører sort arbejde for private, og 76 pct. kan ikke acceptere, at firmaer får udført sort arbejde af andre firmaer.

I en pressemeddelelse siger Skatteminster Holger K. Nielsen (SF):

”Det er tydeligt, at holdningen til sort arbejde er under forandring. Og det er netop holdningerne, der skal flyttes, hvis vi skal det sorte arbejde til livs. Danskerne accepterer i mindre og mindre grad sort arbejde, særligt når det er omfattende og organiseret. Det, vi ser, er en stigende bevidsthed om, at man sender regningen videre til naboen, så det er naboen og ikke bare skattevæsenet, man snyder. Og så oplever flere og flere borgere, at der er ret stor risiko for at blive taget i det sorte arbejde. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning.”

Kampagnen om sort arbejde kører med tv-spots, premiere i går onsdag, og med annoncer i dagblade og på netmedier fra den 26. november.

Læs mere om de nye regler for sort arbejde her.