Markant fremgang i tre digitale bureauer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Både Novicell, Mindjumpers og Molamil havde et godt 2014. Novicell og Mindjumpers var præget af investeringer.

Novicell er klart størst – men Mindjumpers kan prale med den største fremgang. Samtidig har Molamil også meldt sig ind i klubben af bureauer med markant fremgang.

Ifølge adm. dir. Per Kirchner skyldes Novicells vækst, at konsulenthuset har formået at holde fokus på kundernes forretning fremfor at lade sig styre af de teknologiske muligheder.

“Jeg interesserer mig i virkeligheden ikke ret meget for teknologier. Jeg er er langt mere optaget af at vækste vores kunders forretning online. For mig at se er teknologierne blot et værktøj til at nå nogle mål. Det er det mantra, kunderne køber hos os, og det er det mantra, der har været altafgørende i vores vækst,” siger Per Kirchner.

Novicell voksede både på top og bund – og sidstnævnte til trods for, at Novicell har investeret massivt i et nyt hovedsæde i Aarhus-forstaden Højbjerg, nye lokaler i København samt 34 nye medarbejdere. Hovedsædet i Aarhus har Novicell købt kontant.

“Vi har investeret et tocifret millionbeløb i nye lokaler og udvidet vores medarbejderstab betragteligt, og det smitter naturligvis af på bundlinjen,” siger Per Kirchner.

Investeringerne kan også ses på et nøgletal som bruttoavance pr. medarbejder, der faldt i 2014 og ligger noget under branchens gennemsnit.

Mindjumpers

Investeringer spiller også en rolle i Mindjumpers regnskab. Bureauet har nemlig ikke bare haft turbo på i 2014 – man påbegyndte også investeringer, der rækker ind i 2015.

Det omfattede bl.a. en etablering i London, som krævede at adm. dir. Jonas Klit Nielsen, flyttede til byen.

“Dertil kommer struktur og organisering så vores senior ressourcer bliver brugt bedst muligt – min egen rolle er fortsat på tværs af København og London – samt samarbejdet med vores største kunder og vores kreative løsninger. Der er en del investering i at have dels mig og nu et voksende team, der skal være tilstede på begge kontorer hver uge,” siger Jonas Klit Nielsen.

Nøgletal for Novicell

  • Omsætning 56,708 mio. kr. +19,0 pct.
  • Bruttoavance 52,7 mio. kr. +25,5 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 572.826 kr. -11,3 pct.
  • Lønandel 65,9 (59,9)
  • Resultat af primær drift 7,329 mio. kr. +4,9 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for Mindjumpers

  • Bruttoavance 12,4 mio. kr. +63,2 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 590.476 kr. +24,3 pct.
  • Lønandel 72,2 (80,1)
  • Resultat af primær drift +1,09 mio. kr. (-0,1 mio. året før)

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Molamil kom ganske flot ud af DIA som bureauet med næstflest shortlister og en enkelt bronze som resultat. Og bureauet har altså ikke bare gjort det godt på den kreative bane – økonomien var også i klar fremgang i 2014.

Nøgletal for Molamil

  • Bruttoavance 6,2 mio. kr. +40,9 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 729.412 kr. +32,6 pct.
  • Lønandel 65,7 (82,3)
  • Resultat af primær drift +0,95 mio. kr. (-0,09 mio. året før)

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz